Den kommende weekend byder på to kampe i Esbjerg Energy og SønderjyskEs indbyrdes kvartfinaleserie i kampen om det danske mesterskab. Esbjerg Energy har indtil nu vundet de to foreløbige kampe i Granly Hockey Arena, mens SønderjyskE vandt deres hjemmekamp i Frøs Arena, hvorfor Esbjerg fører serien med to sejre mod SønderjyskEs ene.

I aften kl. 19.00 spilles kamp 4 i Frøs Arena i Vojens. Søndag kl. 18.00 spilles kamp 5 i Granly Hockey Arena. 

- Vi vandt onsdag aften en kamp, hvor jeg fornemmede vi havde fundet det rigtige slutspilsformat. Opgaven i de kommende kampe bliver, at blive på det rette spor. Kampene kommer tæt og vi har søgt de naturlige rutiner vi har i slutspillet med blandt andet analyser og video af den seneste kamp, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- I onsdagens kamp blev vi mødt af en decimeret sønderjysk modstander. De leverede en god indsats og udfordrede os til sidste sekund ud fra en stærk defensiv. Deres trup til weekendens kampe kender jeg selvsagt ikke, men jeg forventer et mere offensivt SønderjyskE-mandskab i aften i Vojens. Så vores mindset skal være på plads.

Esbjerg Energy vandt kamp 1 i fredags med 2-1 efter forlænget spilletid i Granly Hockey Arena og sejrede onsdag i vestjydernes 2. hjemmekamp med 1-0 efter en scoring af Travis Brown. Kamp 2 søndag i Frøs Arena i Vojens vandt SønderjyskE med 6-3.

- Rutinerne er de samme som altid i slutspillet. Efter nederlaget ærgrede vil os på dagen og efter onsdagens sejr nød vi den. Vi havde grund til at glæde os over, at Mathias Seldrup holdt buret rent for os, - godt hjulpet af en defensiv, som stod godt og holdt gæsterne ”fra fadet”.

- Men der findes næppe en perfekt kamp, og det spillede vi heller ikke i onsdags, selv om vi gjorde meget rigtigt. Jeg mener, at vi stadig kan ønske os en større effektivitet i afslutningerne og generelt en større skarphed. Men ok. Jeg er tilfreds med spillernes fokus og disciplin, fortsætter Energy-coachen.

Stillingen er 2-1 i alle kvartfinaleserierne, hvor Aalborg Pirates, Herning Blue Fox, Herlev Eagles og Esbjerg Energy alle har to sejre.

- Men det bliver ikke let i aften i Vojens. SønderjyskE gjorde det godt og viste stor effektivitet, da vi søndag gæstede dem i Vojens. Og Frøs Arena er generelt et svært sted at spille. Men serien er stadig kun tre kampe gammel og vi har kun mødt dem ude en gang, så måske overrasker de mig.

- Men jeg forventer mange af de samme ting fra SønderjyskE i aften, som vi så i søndags. Omvendt ved vi, at de vil arbejde hårdt for at finde en vej, hvis de oplever modgang. Vi har glædet os over føringen. Vi har analyseret den seneste kamp og forberedt os, så nu har vi to nye muligheder i den kommende weekend, slutter Jason Jaspers. 

Foto; Niels Husted


HETAG HØJDEPUNKTER: MÅL OG REAKTIONER fra SønderjyskE-Esbjerg Travis Brown brød måltørken, da Esbjerg vandt 1-0