I morgen tirsdag kl. 19.00 er der igen Metal Liga-hockey i Granly Hockey Arena, når Esbjerg Energy tager imod Frederikshavn White Hawks kl. 19.00:

- Mange udenforstående tror det er let, når man møder holdene nederst i tabellen. Men på mange parametre har et hold som Frederikshavn præsteret godt. De er som så mange andre hold stærkere hjemme end ude, men det bliver heller ikke let i Esbjerg, fastslår cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Frederikshavn har en god struktur og forærer intet væk, så det ligger helt fast, at vi skal præstere for at hente sejren. Ellers går det som sidst mod Herlev. Vi skal, som mod topholdene, træffe gode valg og præstere gennem 60 minutter. Gør vi ikke det, bliver vi straffet af Frederikshavn, det er der næppe tvivl om.

Esbjerg tabte fredag 6-4 til Herlev Eagles i den københavnske forstad, men har hentet 10 af 15 mulige point i de seneste fem kampe. Frederikshavn stiller til kampen med en frisk 3-2 sejr over Rødovre, men har kun vundet én af de seneste fem kampe og kun sikret de tre point.

- Jeg vil fastholde, at vi møder et godt hold. De fik en svær start på sæsonen, tabte de første 12 kampe før de i den 13 besejrede os. Tager man de kampe ud af tabellen, ser stillingen helt anderledes ud. Men de har fundet konceptet og Galansky er kommet i gang i målet. Så vi skal sikre momentum og finde vejen tilbage på sporet.

- Og jeg håber, vi lærte af nederlaget til Herlev. Vi spillede en lige kamp, og formåede at bringe os foran med 3-1. Nogen troede sejren var hjemme, vi gav dem muligheden for et comeback og de greb chancen. Vi genfandt ikke rytmen og så kan man smide pointene væk. Jeg håber vi lærte af det, understreger Energy-coachen.

Esbjerg Energy har spillet 34 kampe og kan glæde sig over 53 point. Frederikshavn White Hawks har også spillet 34 kampe og er noteret for 33 point. Mod Frederikshavn har vestjyderne vundet 6-2 og 6-5 efter ”overtime” hjemme i Esbjerg. I Frederikshavn har ”Energy” tabt 5-3 og senest vundet 6-3.

- Vi må ikke tro, at sejren er hjemme og ”slippe gassen” på noget tidspunkt. Vi skal holde fast i det hårde arbejde og træffe de gode valg. Det er svært at genfinde rytmen og finde den rigtige balance mellem det offensive og det defensive, selv når man gør meget rigtigt. Vi skal være konsistente og fastholde mindsettet.

- Nu har vi lagt ærgrelsen over fredagens nederlag bag os glæder vi os til en ny kamp og til at præsentere Phillip Schultz og Juhamatti Aaltonen i Granly Hockey Arena. Jeg håber også at backerne Gordie Ballhorn og Arturs Salija bliver klar. Det har slidt at spille med fem back i en lang periode, så det ville være dejligt med bare seks backs, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Aaltonen blev matchvinder, da Esbjerg slog Frederikshavn 'Ørneborgen' lægger is til aftenens kamp