Det bliver med garanti intenst når Esbjerg Energy i aften kl. 19.00 gæster Frøs Arena i Vojens, hvor SønderjyskE tager imod i Metal Ligaen.

- Vi manglede en del folk onsdag og vil med stor sandsynlighed igen skulle spille med få folk i kampen mod SønderjyskE i aften. Men det vil ikke hindre os ikke i at spille en god kamp dernede. Det er altid fysisk, intenst og med følelserne uden på trøjerne når vi møder SønderjyskE, og det bliver det også fredag aften, fastslår cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Sådan er det at spille lokalopgør, uanset om det foregår i Europa eller Nordamerika. Sådan er det alle steder og Syd- og Sønderjylland er ingen undtagelse. Der ligger en lang historisk rivalisering til grund og den påvirker alle. Rivaliseringen er god for alle og gør kampene sjovere at spille og se på. Og sådan er det også mellem Esbjerg og SønderjyskE.

Esbjerg Energy tager til Vojens med en frisk 4-3 sejr hjemme i Granly Hockey Arena over Rødovre Mighty Bulls i bagagen. Oliver Kjær, Brandon Magee, Andreas Grundtvig og Aleksi Halme scorede for Esbjerg efter Rødovre var foran med 3-0. SønderjyskE gæstede Spar Nord Arena i Herlev, hvor ”Eagles” trak det længste strå med en 4-1 sejr.

- SønderjyskE er et stærkt mandskab og holdet er klart blevet forstærket med backen Oskar Drugges tilgang. Uanset hvad er SønderjyskE svære at spille imod og med tilgangen er SønderjyskE-holdet blevet mere komplet. Så hvis vi skal have point med hjem dernede fra, er vi nødt til at yde vores absolut bedste.

- Nu spilles der i Frøs Arena og det er altid svært at spille dernede. Det havde været lettere at spille hjemme, men mon ikke man siger det samme i Vojens? Men det er som nævnt fedt at spille lokalopgør. Det skal vi huske at nyde, for det er den slags, der gør det værd at arbejde hårdt til træningen, forklarer Energy-coachen.

SønderjyskE og Esbjerg Energy har begge spillet 19 kampe. Sønderjyderne har sikret sig 31 point, vestjyderne 29. SønderjyskE vandt de to mandskabers første indbydes opgør med 3-1. Energy det seneste med 2-1 efter forlænget spilletid og straffeslag.

- Jeg er også glad for onsdagens sejr over Rødovre. Det kræver noget særligt at komme tilbage i en kamp, hvor man er bagud med 0-3. Men det lykkedes at score de nødvendige fire mål og tage sejren i ordinær spilletid. Det var en mærkelig kamp, hvor vi fra start ikke udnyttede chancerne, men hvor vi kom tilbage.

- Vi kunne ikke score i kampens start, men det fik vi ændret på. Vi vendte kampen og slog kontra, da lejligheden bød sig. Vi holdt os inde i kampen og udnyttede to powerplays. Det vendte en Rødovre-føring på 2-3 til en Esbjerg-føring på 4-3 og sikrede det vigtigste. De tre point, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Energy skal tilbage på sporet! Esbjerg vendte 0-3 til 4-3 mod Rødovre