Esbjerg Energy havde tre ”matchbolde” mod Aalborg Pirates i de to mandskabers semifinaleserie, de to er misbrugt, så nu venter den altafgørende kamp 7 i aften tirsdag kl. 19.00 i Spar Nord Isarena i Aalborg:

- Det var frustrerende at producere så mange chancer i starten af kampen søndag eftermiddag og ikke formå at profitere af dem. Og det var ikke mindre frustrerende at opleve Aalborg scorer på deres første chance i kampen. vurderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Marginalerne gik absolut ikke vores vej. Men sådan er hockey og vi må ikke lade os frustrere. Vi skal være mere koncentrerede og skarpe, end vi var der, hvis vi skal udnytte muligheden for at fravriste Aalborg finalepladsen i den afgørende kamp 7. i semifinaleserie og selv snuppe finalepladsen.

Aalborg Pirates vandt søndagens kamp i Granly Hockey Arena med 5-2. Jeff King og Csanád Erdély scorede for Esbjerg Energy i kampen.

- At opnå succes i et slutspil kræver marginaler. Dem havde vi ikke i weekenden. I en situation knækkede staven, da en stor Esbjerg-chance skulle eksekveres. Og senere knækkede vi igen en stav, og der formåede Aalborg, at score mod os, konstaterer Energy-coachen.

- Men der er ting, som vi skal fokusere på, og ting som vi ikke skal bruge energi på. Vores fokus skal som altid være på de detaljer, som vi kan påvirke. Tilfældigheder skal vi ikke bruge så meget energi på. Vi skal selv gøre tingene bedre. Og vi kæmper til det sidste!

Der spilles bedst af syv kampe i det danske slutspil. Både Esbjerg Energy og Aalborg Pirates har efter søndagens kamp vundet tre sejre. Derfor avancerer vinderen af kamp 7 til finalerne om det danske mesterskab.

- Semifinaleserien har vist, at vi kan udfordre Aalborg-holdet. Vi havde det vanskeligt mod nordjyderne i grundspillet, hvor vi kun vandt én kamp. Men slutspillet har vist os, at vi kan udfordre og besejre Aalborg. Endda to gange i Aalborg. Det er en vigtig lære at tage med til Aalborg i aften.

- Vi kan også tage vores erfaringer med de mange afgørende 7. kampe, som vi har spillet i de seneste sæsoner. Vi viste allerede i kvartfinaleserien mod Odense, at vi kan håndtere disse vanskelige 7., ”vind eller forsvind-kampe”. Og der er flere i hukommelsen på mange spillere, så det kan lykkes for os, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Nu hedder der FINALESERIE! Aalborg vandt klart; kamp syv venter