Kvartfinaleserien mellem Esbjerg Energy og Odense Bulldogs er jævnbyrdig og alt kan ske. Med den seneste 7-4 sejr hjemme i Odense bragte fynboerne sig foran med to sejre mod én i serien, hvor der kræves fire sejre for avancement. I aften kl. 19.30 spilles kamp fire i Granly Hockey Arena. Søndag kl. 13.30 spilles 5. kvartfinalekamp i Spar Nord Arena i Odense.

- I tirsdagens kamp på Fyn var vi ikke gode nok. ”Bulldogs” ville det generelt mere end os og vi fik ikke investeret nok i kampen. Det fik betydning for nærkampe, koncentration og arbejdsindsatsen, og det betalte vi prisen for. Vi må indse, at slutspillet kræver mere af os, end vi viste i den kamp, konkluderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Arbejdshandskerne skal findes frem og præstationen skal forbedres. Vi skal tage det positive med fra kampen i Odense og tage ved lære af de fejl, som vi begik. Vi skal være klar fra start, for kampstarten skal forbedres. Men vi må huske at have et fremadrettet og positivt mindset.

Phillip Schultz blev dobbelt målscorer i tirsdagens kamp. Ludwig Stenlund og Josh Winquist scorede hver ét mål.

- For mange fik ikke præsteret i kamp 3. For få leverede på topniveau gennem hele kampen. Jeg håber og tror, de har lært af kampen derovre. Det positive, som vi kan tage med er, at vi trods alt formåede at score tre gange i træk og fik reduceret fra stillingen 1-5 til 4-5. Vi skal nu løfte i flok.

- Og så kan jeg konstatere, at vores powerplays ikke har resulteret i scoringer. Vi har haft ti af slagsen, men ingen af vores mål er scoret i overtal. Der må og skal vi være mere effektive, for jeg er bevidst om, at vi har haft mulighederne når vi har spillet powerplay, pointerer Energy-coachen.

I det seneste hjemmebanenederlag på 0-1 i kamp 2 vandt vestjyderne skudstatistikken med 36-26. Her fik vestjyderne støtte af 2491 tilskuere. Dem får Energy brug for igen i aften.

- Men der er stadig kampe at spille. Vi skal videre i turneringen og det kræver sejre. Det er tid til, at vi vinder hjemme i Granly Hockey Arena og det kræver, at vi alle bidrager og arbejder maksimalt og positivt for holdets muligheder.

- Vi kan ikke have ”turister” med på holdet. Alle skal yde sit, træffe gode valg, holde aftalerne og gøre det som gør os succesfulde. Vi må se på os selv, for andre kan ikke løse udfordringerne for os. Dem må vi selv klare og de næste udfordringer er fredag i Esbjerg og derefter søndag i Odense, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Esbjerg udlignede serien efter 87 minutters drama 3. kvartfinalekamp venter i aften!