Efter en weekend hvor Esbjerg Energy sikrede sig fire ud af seks mulige point, er det onsdag igen tid til at pakke spillebussen. Kl. 19.00 lægger Spar Nord Arena i Herlev nemlig is til kampen mellem Herlev Eagles og Esbjerg Energy.

- Vi har hidtil i denne sæson ikke præsteret godt nok mod Herlev, men når det er sagt skal man også huske, at Herlev har mange farlige folk i truppen. Det er et stærkt mandskab, så det er nødvendigt at vi går til opgaven med et professionelt fokus og det rigtige mindset, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Vi skal igen finde ind til den ild, som spillerne havde i øjnene i søndagens hjemmekamp mod Odense Bulldogs. Jeg mener, at vi kan være tilfredse med hjemmekampen mod Bulldogs. Men jeg er ikke tilfreds med pointtabet i Frederikshavn. Generelt så spillet pænt ud, men vi begik fejl, som vi blev straffet for.

Fredag aften tabte Esbjerg Energy med 4-3 efter forlænget spilletid og straffeslag i Frederikshavn, mens Esbjerg Energy søndag eftermiddag sejrede med 4-2 i Granly Hockey Arena over Odense.

- Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at udnytte de muligheder, som vi tilspiller os. Får vi ikke lukket kampen i ordinær spilletid, skal vi være skarpere i ”overtime”, for når vi først når frem til straffeslagene er det lidt et spørgsmål om tilfældigheder, og de faldt ikke ud til vores fordel i Frederikshavn.

- Nu venter så Herlev, som ligger umiddelbart under os i tabellen. Og i kampene mod de gode hold, formår vi at finde det bedste frem. Hverken Herlev eller os har en plads i Top4, men det er værd at bemærke, at vi præsterer lige så godt mod de fire øverste hold, som mod holdene under os. Det lykkedes ofte for dem under os at finde det bedste frem i kampene mod os.

 Esbjerg Energy har spillet 38 kampe og er noteret for 57 point. Herlev Eagles har 49 point, ligeledes efter 38 kampe. Vestjyderne tabte de tre første kampe i denne sæson mod ”Eagles” med 3-2 efter straffeslag, med 6-1 og med 4-1, inden ”Energy” endelig sejrede med 5-4.

- Der er elementer i spillet, hvor vi tager en for stor risiko. Det ser vi oftest i kampene mod de hold, der er placeret under os i tabellen. Det er som om vi vil for meget. Vi vil skabe for meget på for kort tid og er ikke tålmodige. Men vi skal være smarte og træffe de rigtige beslutninger og de gode valg. Vi skal spille simpelt.

- Det handler om respekt og vi skal spille mod holdene under os, som mod Top4-holdene. Vi skal huske, at en 1-0 sejr er lige så god som en sejr, hvor vi scorer fem eller seks mål. Det er holdning, som vi skal have frem, når vi onsdag gæster Herlev, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE FRA Herlev Eagles-Esbjerg Energy HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-Odense