Det var ligeved og næsten, men igen snublede Esbjerg Energy i semifinalerundens kamp 7 og må se sig henvist til bronzekampene i Metal Ligaen mod Herlev Eagles. Kampene spilles bedst af to kampe, hvor kamp 1 spilles i aften fredag kl. 19.30 i Spar Nord Arena i Herlev og kamp 2 spilles i Granly Hockey Arena i morgen lørdag kl. 16.00.

- Jeg kan konstatere, at vi skal spille bronzekampe. Man kan tale for og imod, at bronzekampene skal spilles, men tilbage står, at der er et sæt bronzemedaljer på spil og dem vil vi arbejde for at få med hjem til Esbjerg, selv om målet var et andet, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Skuffelsen over ikke at skulle spille om guldhjelme i finaleserien må vi lægge bag os. Men jeg vil gerne understrege, at jeg er stolt over den indsats, som holdet har ydet. Spillerne gav virkeligt alt de havde. De kæmpede for muligheden, så længe den var der og mere kan man ikke bede om.

Esbjerg Energy eliminerede Sønderjyske i de to mandskabers kvartfinaleserie med fire vestjyske sejre mod to sønderjyske. I semifinaleserien var Herning Blue Fox modstanderen, som gik videre med fire midtjyske sejre mod tre vestjyske og en afgørende kamp 7.

- Efter to så intense serier, som vi har spillet, melder skaderne sig, men vi kæmpede videre og bevarede troen på muligheden. Også da vores kaptajn måtte udgå af kamp 6 med sygdom, fortsatte holdets dets kamp, så jeg er stolt af drengene.

- Uden to imports har vi presset et stærkt Herning-mandskab, med ni spillere med udenlandske pas og flere rutinerede danske landsholdsspillere. Det føltes som en kamp mod overmagten, da vi var nede med 2-0 og 3-1 i serien. Men vi kom tilbage, så vi bagefter kan sende tankerne i retning af Davids kamp mod Goliat, filosoferer den 42-årige canadier.

Nu venter de to bronzekampe mod Herlev Eagles, der eliminerede Odense Bulldogs i de to mandskabers kvartfinaleserie med 4-2, men måtte se sig slået med 4-0 af Aalborg Pirates.

- Men følelserne er blandede, for holdet og jeg vil vinde, og det lykkedes ikke i år. Men vi må også være realistiske. Se på de forhold, som vi kæmpede under, og de skader, som ramte os. Så kan jeg ikke andet end være stolt af holdet og dets indsats.

- Lad mig også anerkende den udvikling, som holdet har været igennem i turneringen generelt. Hvordan mange spillere er vokset og har udfyldt nye og større roller på holdet. Mange er for alvor ”steppet op” og har udfyldt nye roller. De drenge gør mig stolt.

- Nu møder vi et Herlev-hold, der ikke har spillet siden den 5. april. De har haft 10 dages fri. Vi har været igennem to hårde serier og møder et frisk og udhvilet mandskab. Men vi skal finde det sidste og skyde brystet frem. Vi skal videre og sikre bronzemedaljerne, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev-Esbjerg HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Esbjerg