Også i den kommende sæson er den 56-årige svensker Markus Åkerblom cheftræner i Esbjerg Energy

"Da Markus tiltrådte i Esbjerg Energy før sidste sæson, kom han med en plan og et system, som gjorde os mere stabile. Han har masser af erfaring, og vi forventer helt klart, at vi kan starte sæsonen noget skarpere end tidligere, fordi trænerteamet nu kender både spillerne og ligaen bedre", forklarer sportschef Philip Larsen fra Esbjerg Energy.

Markus Åkerblom kom til Esbjerg før sidste sæson og har trænererfaring fra såvel det svenske landshold, Tre Kronor, som svensk og schweizisk ishockey. I den seneste sæson sluttede Energy på grundspillets tredjeplads, men blev elimineret i kvartfinalen:

"Jeg synes generelt, at vi havde en god sæson sidste år. Vi startede lidt langsomt, men anden halvdel var rigtig god, og vi formåede at sikre os tredjepladsen. Det gav os selvtillid frem mod slutspillet, men desværre kunne vi ikke tage det næste skridt. Jeg synes, Rungsted vandt serien mod os på fair vis, men det er stadig meget skuffende. Vi forventede og ønskede mere", forklarer Markus Åkerblom.

"Jeg er meget spændt på at komme tilbage til Esbjerg. Jeg ser virkelig frem til det. Jeg er også meget begejstret for den nye organisation, vi er ved at opbygge med Philip Larsen som sportschef. Jeg er virkelig imponeret over hans arbejde."

Markus Åkerblom, som er fra den nordsvenske by Östersund, havde som aktiv en lang karriere med ni sæsoner i den bedste svenske række, Elitserien. Derudover spillede Energy-coachen tre sæsoner i den tyske DEL-liga.

"Philip kommer ind med en masse energi og en klar vision for, hvad han ønsker for Energy. Tilføjelsen af Mark Pederson som nordamerikansk scout og ressource vil helt sikkert hjælpe os med at rekruttere bedre. Fra mit perspektiv ser holdet virkelig stærkt og velafbalanceret ud. Vi mangler stadig et par brikker, men jeg er sikker på, at det bliver de rigtige fyre og den rigtige type spillere, der kommer ind.

Personligt tror jeg, at jeg er nødt til at foretage nogle justeringer i både den måde, jeg træner på, og den måde, vi spiller og træner på. Sidste år kom jeg ind og ville gerne indføre den svenske måde at gøre tingene på, men det fungerede ikke helt så godt, som jeg havde håbet. I år vil jeg derfor tilpasse mig mere til, hvordan tingene gøres i Danmark, og til det, spillerne er vant til", slutter Markus Åkerblom.


Mark Pederson i ny rolle hos Esbjerg Energy