Knæk Cancer-kampen i Esbjerg
Hvert år afholder Esbjerg Energy en særlig Knæk Cancer-kamp, der spilles i tidsperioden som den landsdækkende indsamling.
Til kampen spiller holdet i specialdesignede spillertrøjer, som efterfølgende bliver auktioneret til højestbydende. Hele overskuddet går direkte til kræftforskning.
På selve kampaftenen kan fans også købe “Pick a Jersey”, hvor vinderen får mulighed for at vælge trøjen fra sin yndlingsspiller efter kampen. Også her går hele overskuddet til kræftforskning.
Derudover donerer Esbjerg Energy hvert år et VIP-arrangement for 16 personer til fundraisingeventet Esbjerg Knækker Cancer.
Veteran Match hylder tidligere udsendte
Sammen med klubber fra Metal Ligaen, 3F Superliga, NordicBet Liga og håndboldens herreliga står Esbjerg Energy bag Veteran Match i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Grundfos Fonden.
Veteran Match spilles hvert år i september i forbindelse med flagdagen for at hylde danske veteraner og deres familier. Veteraner fra Esbjerg og omegn inviteres gratis til ishockeykamp med forplejning og anerkendes under kampen.
Til kampen spiller Esbjerg Energy i specialdesignede trøjer, som efterfølgende auktioneres. Overskuddet går til DIF Soldaterprojektets træningsfællesskaber for veteraner – de såkaldte Safe Zones.

På billedet ses Esbjergs helt eget Veteran hockey hold Esbjerg Heroes. Esbjerg Heroes hjælper hvert år med banner indmarch på isen
Juleindsamling til børn i Esbjerg
Hver december arrangerer Esbjerg Energy en julegaveindsamling til sårbare børn i Esbjerg og omegn i samarbejde med Mødrehjælpen i Esbjerg og Varde.
Klubbens spillere hjælper blandt andet med at købe julegaver til børnene, og både sponsorer og fans opfordres til at medbringe en gave til indsamlingen. Initiativet har været en stor succes, hvor en hel transporter er blevet fyldt med julegaver.

Esbjerg Bykalender og lokale initiativer
Esbjerg Energy støtter også Esbjergs Bykalender, der udgives i et oplag på 2.500 eksemplarer. Overskuddet fra salget går blandt andet til Børns Voksenvenner og Esbjerg Citys ønsketræ, så endnu flere børn kan få en julegave.
Derudover støtter Esbjerg Energy løbende lokale skoler, foreninger og amatørklubber i Esbjerg med billetter til kampe, der bruges som præmier i tombolaer og konkurrencer.
Esbjerg Energy modtager løbende henvendelser fra lokale skoler, foreninger og amatørklubber, der søger støtte til tombolaer og konkurrencer. Vi bakker gerne op om det lokale engagement og bidrager med billetter til vores kampe som præmier og støtte.