Esbjerg Energy - Odense Bulldogs 4-0 (1-0, 2-0, 1-0)
Odense gæstede fredag aften Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg tog imod i det, der var vestjydernes anden hjemmekamp i indeværende sæson.
Til aftenens opgør stillede Odense uden Jacob Andersson, Jonathan Brinkman, Didrik Henbrant og Sebastian Maddock Rasmussen, mens Esbjerg måtte undvære Nicolaj Henriksen og karantæneramte Parker Gavlas.
Målmandsduellen stod mellem Emil Zetterquist og Mathias Seldrup.
Kulda åbnede ballet
Det var småt med både action og målchancer tidligt i kampen, som reelt var små ti minutter om for alvor at komme op i omdrejninger.
En enkelt tidlig Esbjerg-mulighed blev således afblæst for offside og dermed forpurret, inden det for alvor kunne nå at blive sjovt for hjemmeholdet, der ligesom gæsterne fra Odense heller ikke helt havde fået indstillet sigtekornet tidligt i opgøret.
Lidt gang i løjerne kom der til gengæld, da Esbjergs iltre canadier Zane Franklin ni minutter inde i opgøret fik sat et brag af en tackling på gæsternes Jerry Välipirtti, der da også lige skulle sunde sig lidt efterfølgende.
Sådan en tackling kan måske umiddelbart virke mindre betydningsfuld, men den fik hjemmepublikummet lidt op af sæderne, og efterfølgende kom der også både mere gejst og fart i spillet hos vestjyderne, der nu også fik skabt flere målchancer.
Den første større målchance stod der dog Odense på, da gæsternes Kristian Jensen lige inden periodes halvvejsmærke fik afsluttet efter et flot gennemspillet Odense-angreb. En stor chance til den rutinerede forward, der dog måtte se Mathias Seldrup forhindre et føringsmål til gæsterne.
Minuttet efter var det så Esbjergs tur til at byde ind med et godt forsøg, da Edvards Bergmanis kom frem til en glimrende afslutning fra udkanten af slottet. Scoret blev der dog ikke, og fynboerne kunne efterfølgende vende spillet. Få sekunder efter havde Maxime Trépanier så et rigtigt godt tilbud i modsatte ende.
Der var nu for alvor ved at komme gang i løjerne i Granly Hockey Arena.
I det 11. minut gik der da også hul på scoringsbylden, da Arturs Kulda for anden hjemmekamp i træk bød ind med en åbningsscoring. Ligesom mod Herlev for ni dage siden viste den rutinerede lettiske back både godt overblik og fornem præcision, da han fra en position højt i slottet satte en velplaceret afslutning ind bag Zetterquist, i øvrigt efter oplæg fra landsmand og backkollega Elvis Laskovs.
Et par minutter senere kunne og burde Markus Jensen have bragt balance i regnskabet, da et vestjysk koks i egne rækker endte med at spille Odense-forwarden fri lige foran Esbjergs mål. Men Esbjerg slap med skrækken, da Jensen sendte sin afslutning på overliggeren.
Kampens første udvisning stod der Esbjerg på, da Niklas Andersen efter 16 minutters spil måtte til afkøling for en cross-checking i egen zone. Odense kunne efterfølgende rulle overtalsformationerne ud, men det var ikke meget, fynboerne fik skabt i overtalsspillet. Esbjerg fik således uden de store problemer kørt de to minutter af uret og kunne dermed gå til pause med en føring på 1-0 efter en i øvrigt relativt jævnbyrdig åbningsperiode.
Esbjerg trak fra mod stillestående fynboer
Anden periode var kun 41 sekunder gammel, da Odenses Daniel Baastrup Andersen tog gæsternes første udvisning i kampen. En høj stav resulterede i Esbjergs første power play, og den mulighed var vestjyderne ikke sene til at udnytte.
Blot 34 sekunder inde i overtalsspillet havde værterne således fordoblet deres føring. Tæt under mål var det Zane Franklin, der splittede den fynske defensiv med en smart baghåndspasning på tværs til Troy Lajeunesse, der med en effektiv firsttimer knaldede pucken i mål til 2-0. Zetterquist kunne ganske enkelt ikke nå forflytningen, og Odense-keeperen var derfor chanceløs i målet.
Et par minutter senere fik gæsterne en af meget få muligheder i anden periode, da Mathias Kløve Mogensen strøg af sted på et breakaway-forsøg. Men Odense-forwarden blev den lille i duellen med Mathias Seldrup, der leverede en rigtig fin redning i Esbjerg-målet.
Efterhånden som anden periode skred frem, kom Esbjerg mere og mere i kontrol med begivenhederne. Vestjyderne spillede med selvtillid og vandt stort set alle nærkampe, mens Odense var et skøjtetag eller to bagefter i det meste, de foretog sig.
Ni minutter inde i den midterste periode måtte gæsternes Jerry Välipirtti til afkøling i et par minutter for en slashing, og Esbjerg kunne igen forsøge at drage fordel af en overtalsmulighed.
Vestjyderne fik da også sat Odense under et massivt pres i det efterfølgende power play, hvor gæsterne var presset helt i bund. Troy Lajeunesse tegnede sig for Esbjergs bedste afslutning i overtalsspillet, men pucken ramte metallet bag Zetterquist, og Odense slap altså denne gang med skrækken.
Efter 11 minutter måtte gæsternes svenske keeper til gengæld sande, at metallet ikke kunne redde ham, da tre unge Esbjerg-drenge slog kontra og leverede et fornemt opspil. Tobias Ebener og Oliver Marloth kombinerede, mens Sebastian Skovning var i afslutterens rolle. Den chance udnyttede Skovning særdeles godt, da han fra en meget spids vinkel lige præcist fandt et hul, der var stort nok til, at han kunne sende pucken helt op i det modsatte målhjørne til 3-0.
Odenses muligheder i anden periode var yderst sporadiske, men 13 minutter inde i perioden rørte fynboerne dog lidt på sig. Men et fornemt indgreb af Arturs Kulda forhindrede, at muligheden nogensinde nåede at blive farlig. Stærk aktion af den rutinerede lette, der i det hele taget er kommet rigtigt godt fra start i Esbjerg.
Der blev ikke scoret yderligere i de midterste 20 minutter, hvor en skudstatistik på 11-4 vidnede om et solidt Esbjerg-overtag.
Værterne kørte sejren hjem i udramatisk afslutning
Esbjerg virkede af gode grunde ganske tilfredse med begivenhedernes gang, og bevidst eller ubevidst kom vestjyderne også til at overlade mere initiativ til fynboerne i tredje periode, hvor Esbjerg-spillerne mange gange tog deres udgangspunkt længere tilbage på isen.
Men selvom Odense var mere på pucken, så var det fortsat småt, hvad fynboerne fik skabt af chancer.
Esbjerg var faktisk tættere på at udbygge føringen, end Odense var på at få reduceret. Dette blev eksemplificeret på glimrende vis syv minutter inde i perioden, hvor hjemmeholdet kom frem til en stor dobbeltchance ved først Troy Lajeunesse og efterfølgende Elvis Laskovs.
Helt overraskende var det derfor heller ikke, at det var Esbjerg, der kunne lukke og slukke kampen med den sidste scoring små to minutter før slutsignalet. Troy Lajeunesse sendte pucken ind midt i slottet, hvor Zane Franklin takkede for tilbuddet og sendte en resolut firsttimer ind bag Zetterquist til slutresultatet 4-0.
I kampens allersidste sekunder var Mikkel Rask ikke mange marginaler fra at øge til 5-0, men afslutningen tog undersiden af overliggeren og sprang tilbage i spil igen.
Dermed blev der sat punktum for en ganske udramatisk kamp, som Esbjerg kontrollerede langt hen ad vejen, mens der næppe vil være den store tilfredshed at spore i Odense-lejren ovenpå aftenens opgør.