Onsdag klokken 19.00 står Esbjerg Energy over for endnu en vanskelig opgave i Metal Ligaen, når Herlev Eagles tager imod vestjyderne i Martinsen Arena.

“Det er sæsonens tredje kamp, og igen venter Herlev. Vi spillede en lige kamp mod dem sidste onsdag, som vi vandt efter to scoringer i tredje periode, og her spillede vi en stor kamp. Vi lukkede syv mål ind i premieren mod Herning og holdt ”buret rent” mod Herlev. Det er en stor forbedring,” noterer cheftræner Markus Åkerblom sig.

“Jeg er selvfølgelig særligt tilfreds med forbedringerne i vores defensiv. At gå fra at måtte notere sig syv scoringer i eget net til et shutout er bestemt mærkbart. Og jeg ved godt, at defensiven tager udgangspunkt i seks spillere, men jeg har også bidt mærke i den indsats, som Mathias Seldrup leverede i målet for os.”

Esbjerg Energy besejrede i onsdags Herlev Eagles med 2-0 efter scoringer af lettiske Arturs Kulda efter godt 53 minutters spil og Thomas Mondrup i tredje periodes sidste minut.

“Som sagt bidrog alle i onsdags til at holde Herlev fra fadet. Og det kræver mere end en dygtig målmand for ”at spille til nul”. Vores forsvar fungerede godt med udgangspunkt i struktur og hårdt arbejde. Men ”nullet” krævede nu også, at Mathias fandt et par store redninger frem og reddede os.”

“Når vi skal til Herlev på onsdag, skal vi møde op med samme mindset. Vi har mødt de to finalister fra sidste sæson i de to første kampe og møder sølvvinderne igen på onsdag. At skulle møde op i København og hente point kræver noget af holdet i form af tro på tingene og tillid til strukturen”, fortsætter den 56-årige svensker.

Esbjerg Energy har tre point efter to kampe. Herlev Eagles har kun spillet én kamp og er endnu ikke kommet ”på tavlen”.

“Det er min oplevelse, at vi som hold står et godt sted. Vi har justeret på holdet og fået nogle større og stærkere backs ind, som er dygtige på skøjterne. Ikke alle har haft lige gode muligheder for at blive spillet ind på holdet, men jeg har et godt indtryk af både de etablerede spillere og ikke mindst de nye folk.”

“Rigtigt mange har efterladt fine indtryk. Oliver Kjær har vist sig frem, og Nicolas Werbik har demonstreret fine ting på special teams. Edvards Bermanis er kommet fint ind på holdet efter en sæson i Divisionen, så der har været meget at glæde sig over med den nye trup, “slutter Markus Åkerblom.

 


Assistenttrænerrolle endelig på plads