Truppen hos Esbjerg Energy er igen spilleklar efter tre aflyste kampe som følge af COVID-19-smitte. Derfor tager de gulblusede vestjyder imod Rødovre Mighty Bulls i Granly Hockey Arena i morgen onsdag kl. 19.00.

- Rødovre har, ligesom os, brug for point. Vi har ikke spillet i et stykke tid og vi skal derfor tilbage på sporet. Vi skal finde vores ben, genfinde timingen og rytmen i vores spil, men det handler mest af alt om at får genfundet det rette mindset og lægger juledagenes udfordringer bag os, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Esbjerg Energy vandt sæsonens to første kampe mod Rødovre med 3-2 og 2-1, inden ”Mighty Bulls” besejrede ”Energy” med 3-1 i den københavnske forstad.

- I denne kamp spiller vi hjemme og det skulle meget gerne gøre en forskel. Vi har lagt nederlaget fra den seneste kamp i Rødovre bag os, så vi skal have tingene til at glide og ”hovederne rigtigt skruet på” til kampen onsdag aften i Esbjerg, fortæller den 40-årige canadier.

Spillepausen i nytåret bød samtidigt til et farvel til forwarden David Madsen, der løskøbte sig fra sin konkrakt med Esbjerg Energy, ligesom Peter Gommesen har erstattet Jan Jensen som assistenttræner hos esbjergenserne.

- Kombinationen af de forskellige faktorer gør, at vi må kalde det for hårde tider. Seksten spillere blev testet positive for Corona-virus og det har været udfordrende at skaffe mad til så mange, der var i isolation. For ikke bare spillerne, men også mange kærester og koner var omfattet, så opgaven var stor.

- Udskiftningerne har været ledelsesbeslutninger. Vi søger efter fornyet energi og det håber vi på, at vi kan finde frem. Jeg arbejdede sidste år sammen med Peter Gommesen, så det var rart at han både kunne og ville træde til og give en hånd med, forklarer Energy-coachen.

Både Esbjerg Energy og Rødovre Mighty Bulls har tabt de to seneste kampe. Rødovre har tabt til Herlev og Rungsted, mens esbjergenserne er blevet slået af Herning og Frederikshavn.

- Men kampen mod Rødovre bliver ikke let. Jerg tror, vi skal forvente hård fight og vi skal forvente, at de kommer med desperation i deres spil. Det ville have været en stor hjælp, hvis vi kunne få støtte fra publikum på lægterne.

- Det handler for os om, at vi skal hente motivationen fra os selv og hinanden. Det handler som altid om, at finde det rette mindset og undgå udsving. Vi skal være klar fra start, forvente en lige kamp og huske at den varer 60 minutter, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Rødovre fik ram på Esbjerg i fjerde forsøg Ændringer i Esbjerg Energy