Esbjerg Energy får i den kommende weekend to muligheder for at revanchere tirsdagens 4-3 nederlag på Fyn til Odense Bulldogs. I morgen fredag kl. 19.30 gæster vestjyderne Kvik Hockey Arena i Herning hvor ”Blue Fox” tager imod og søndag kl. 16.00 er esbjergenserne værter, når Frederikshavn White Hawks gæster Granly Hockey Arena i Metal Ligaen.

- Det er altid surt at tabe, men der er meget positivt, vi kan tage med fra nederlaget i Odense. Nederlaget var som sagt frustrerende, for vi oplevede at ”Bulldogs” ”stjal” pointene fra os i en 3. periode, hvor tingene spillede for Odense, og hvor vi måske så lidt trætte ud, konkluderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Når vi sidder tilbage med en følelse af, at Odense ”stjal” pointene, er det fordi, vi i kampens to første perioder havde muligheder for at lukke kampen, men ikke fik udnyttet dem. Vi broderede måske lidt for meget og var ikke effektive nok. Men vi kan heldigvis revanchere nederlaget i weekenden.

Med nederlaget har Esbjerg Energy stadig deres første sejr på udebane til gode. Fredagens modstander, Herning Blue Fox, har leveret en skuffende start på den nye sæson, og er noteret for seks point efter seks kampe. Senest blev det dog til en 5-4 sejr til midtjyderne over Frederikshavn efter forlænget spilletid og straffeslag.

- Herning har et rigtigt stærkt hold, som endnu ikke har formået at præstere så godt som mange forventer. De skal arbejde på at finde momentum og den nødvendige energi og effektivitet. Men vi bør ikke lade os narre. Vi har en lang historik med dem og ved at Kvik Hockey Arena er et svært sted at spille.

- Vi kender selv den situation som Herning nu står i fra den seneste sæson. Der fik vi en svær sæsonstart, som vi måtte kæmpe os videre fra. Man møder gode målmænd i ligaen, som blokerer mange skud og så står man med et pointtab. Men Herning er stærke på papiret, understreger Energy-coachen.

Søndagens modstander i Granly Hockey Arena, Frederikshavn White Hawks har spillet fire kampe og er noteret for et enkelt point.

- Alle slår alle i Metal Ligaen. Og hvis man tager for let på en opgave eller undervurderer en modstander bliver man straffet. Frederikshavn er kommet skuffende fra start, men det er endnu tidligt og ”White Hawks” skal nok komme i gang.

- Og lad mig minde om, at ”White Hawks” drillede os sidste år. Med den tjekkiske målmand Tadeas Galansky har Frederikshavn en målmand, der kan ”stjæle” point fra modstanderne. Derfor skal vi gentage indsatsen fra hjemmekampen mod Rødovre, så har vi gode muligheder, slutter Jason Jaspers.

Esbjerg Energy har spillet fem kampe og er noteret for ni point.

Foto: Niels Husted


To svære modstandere venter Energy Kompakt uge venter Energy