Efter en 4-2 sejr i kamp fem hjemme i Granly Hockey Arena søndag aften sikrede Esbjerg Energy sig to matchbolde i kvartfinaleserien mod Frederikshavn White Hawks, hvor stillingen nu er tre sejre mod to i vestjysk favør. I aften kl. 20.30 spilles kamp seks i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn.

- Jeg er glad for vores indsats i anden periode og i tredje periode af kampen søndag aften. Vi fik en skidt start med en tidlig scoring imod os i det første minut og en første periode, hvor vi begik mange elementære fejl bl.a. i form af pucktab, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Men vi fik minimeret antallet af fejl efterhånden som kampen skred frem. Vi fandt det rigtige mindset frem og fandt viljen. Vi fik os arbejdet ind i kampen og sluttede godt af, så jeg glæder mig over, at vi gjorde hvad der skulle til for at sikre sejren.

Der spilles bedst af syv kampe, hvorfor der kræves fire sejre før et af de to mandskaber har sikret sig avancement til semifinalerne.

- Kampen i Frederikshavn i aften er vigtig, men det har jeg sagt de sidste fire til fem kampe. Men en sejr i kamp seks kan bringe os videre og intet er farligere end et hold, der kæmper for det videre liv i slutspillet.

- Vi vandt hjemme og efter en hjemmekamp følger en udekamp. Begge hold har vundet både hjemme og ude, så intet er afgjort. Men Frederikshavn har mange kvaliteter og vil kæmpe til sidste sekund, så viljen og mindsettet bliver vigtigt, fortsætter den 39-årige canadier.

Esbjerg vandt de to første kampe med henholdsvis 5-2 og 4-2, inden Frederikshavn udlignede med 4-3 sejre i fjerde periode.

- Jeg tør ikke love, at Cam Knight spiller i aften. Men han leverede et vigtigt bidrag søndag aften. Jannik Christensen er tæt på at være klar og kan vise sig at blive klar. Jeppe Vinther har nu været med et par gange og han har gjort en forskel, så spillernes comeback giver os mulighed for at spille, som vi gerne vil.

Wiley Sherman, Davis Vandane, Christian Wejse og Charles Corcoran scorede for Esbjerg Energy i søndagens 4-2 sejr.

- Serien har været som forventet og Frederikshavn er et godt hold. Vi spiller mere offensivt end Frederikshavn og de tillægger defensiven en stor vægt. Frederikshavn vil gerne bryde vores spil i neautal zone. Og vi vil gerne arbejde i dybden bag dem.

- Det vil også blive vigtigt i aftenens kamp, men spillet er komplekst og mange andre forhold vil få indflydelse på kampens resultat. Så helt basalt, skal vi fortsætte med at gøre det, som har gjort os succesfulde og undgå at få armene for højt op efter søndagens sejr. Vi får igen brug for arbejdshandskerne, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted

 


KAMP 7-FAKTA: Hjemmeholdet har vundet i 15 ud af 28 tilfælde Esbjerg afgjorde på stærk tredje periode og sikrede sig to matchbolde