Esbjerg Energy er klar med endnu et par forlængelser forud for den kommende sæson i Metal Ligaen. Det drejer sig om to 18-årige talenter, backen Mikkel Rask Nielsen og forwarden Victor Sand, der begge er hentet i Esbjerg Ishockey Klub.

Mikkel Rask Nielsen har en med sine 193 cm en god størrelse og debuterede i den forgangne sæson for Esbjerg Energy, hvor han opnåede 25 kampe i Metal Ligaen og tegnede sig for en enkelt assist.

- Mikkel Rask har i sidste sæson lært meget af at deltage omkring Metal Liga-mandskabet. Han er ung, lyttende og med et stort potentiale. Han skal stadig lære, hvordan professionel ishockey spilles. Han høstede nogle erfaringer i sidste sæson og dem kan han bruge i sit fortsatte arbejde på at etablere sig på holdet, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Mikkel har vist, at han har potentialet til at levere på liganiveau og har i sidste sæson gjort det godt. Men unge spillere skal lære at holde niveauet ikke bare i en periode eller en enkelt kamp, men over en længere periode. Også når de stresses af et højt tempo og presses fysisk. Men Mikkel Rask har gjort det godt, så vi glæder os til det fortsatte arbejde med ham.

Mikkel Rask Nielsen har repræsenteret Danmark på U16- og U17-landsholdene.

Victor Sand debuterede for Esbjerg Energy i sæsonen 2019/2020 og har spillet 13 kampe i den gule trøje. Han er 180 cm høj, er forward og kan benyttes både som wing og center.

- Jeg synes, at Victor Sand har udviklet sig meget i det seneste år. Han fik chancen, da skader i den forgangne sæson pressede holdet. Han greb chancen, da den bød sig. Nu er opgaven at fortsætte sin udvikling på og udenfor isen og fortsat bygge på sit spil.

- Victor Sand har nu muligheden for at udvikle sin fysik i sommerpausen. Han skal være større og stærkere og det kan ske gennem fysisk træning udenfor isen. Unge spillere som Victor skal lære, hvad der skal til for at blive en professionel ishockeyspiller, så talentet kan udvikles optimalt. Og samtidigt skal der arbejdes med den mentale side, så der er meget, der skal læres. Det arbejde glæder vi os til, slutter Jason Jaspers.

Victor Sand har repræsenteret Danmark på U16-landsholdet. 

Aftalerne er på betingelser af godkendelse fra DIU’s Licensudvalg.

Foto: Niels Husted

 


20-årige Phillip Schultz er ny mand i den gule Energy-trøje Grayson Downing er tilbage hos Energy