Efter en enkelt sæson i slovakiske HC Detva er Grayson Downing tilbage i Esbjerg hos Energy. Den 29-årige canadier spillede for Esbjerg Energy i sæsonen 2019/2020 og glæder sig over at være tilbage.

- Jeg kender jo til forholdene i Esbjerg, efter at have spillet her tidligere. Dengang gik det ikke som jeg ønskede, for en skade ødelagde min sæson. Men jeg blev behandlet godt, så jeg er rigtigt glad for at være tilbage, fortæller den 183 cm høje forward.

- Med aftalen med Grayson ved vi, hvad han byder ind med og hvad vi får. Han har spillet her året før jeg ankom, og vi ved, at han efter en sæson i dansk ishockey som blev ødelagt af en skade, vil være ekstra opsat på at bevise sig værd i Esbjerg, tilføjer cheftræner Jason Jaspers.

Grayson Downing spillede sidste sæson 44 kampe for HC Detca i den slovakiske liga. Her scorede han 13 mål og blev noteret for 30 point. I Esbjerg blev det til 7 mål og 17 point i 23 kampe.

- Jeg føler mig helt ovenpå efter at have spillet en hel sæson i Slovakiet. Jeg har ingen efterveer efter skaden, men det var ikke sjovt at sidde udenfor sidst, så jeg glæder mig over at have fået muligheden for at vise mig frem i Esbjerg, fortsætter Grayson Downing.

- Grayson har stor erfaring, meget at byde ind med og et flot CV. Sidste år, hvor han spillede i Slovakiet, viste, at han er tilbage. Og vi fornemmer helt klart, at han er ekstra motiveret for at spille en ekstraordinær sæson, understreger Energy-coachen.

Grayson Downing er født i Abbotsford i den canadiske provins British Columbia ca. 60 km øst for Vancouver. Som ung professionel i Nordamerika spillede canadieren 5 år i den næstbedste række, AHL, hvor det blev til 33 mål og 96 point i 181 kampe.

- Menneskene i Esbjerg og omgivelserne her får mig til at føle mig hjemme. Her er rigtigt mange mennesker, som jeg har gode relationer til, så det er her jeg gerne vil være, og vil gerne vise mit værd. Derfor er jeg rigtig glad for aftalen, slutter Grayson Downing.

- Og med Grayson Downing får vi en tænksom og begavet center, som passer perfekt ind i vores system og til den måde, som vi gerne vil spille ishockey på. Så det bliver spændende at se, hvad Grayson Downing kan i en sæson, hvor han er skadesfri, slutter Jason Jaspers.

Aftalen er på betingelse af godkendelse fra DIU’s Licensudvalg.

Foto: Niels Husted


Unge talenter fortsætter udviklingen hos Energy #27 Rasmus Bjerrum tager to år mere i Energy-trøjen