Esbjerg Energy forstærker truppen med den 23-årige forward Phillip Schultz i den resterende del af sæsonen.
- Det er fantastisk at kunne tilføre en fyr som Phillip Schultz til vores trup. Han er en dygtig spiller med masser af kompetencer. Vi så hans værdi i de to sæsoner han spillede her. Han er en lederskikkelse og en god fyr, som passer perfekt ind i vores trup, fastslår cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.
- Vi så, at Phillip havde en rigtig god kemi med fx Andreas Grundtvig og Oliver Kjær. De præsterede godt i slutningen af sidste sæson, så det ville være oplagt at afprøve igen i år. Philip havde en vigtig rolle for os i flere af spillets facetter. Han var bl.a. vigtig i vores powerplay, så han bliver en rigtig vigtig brik for os i år.
Phillip Schultz er fra Rødovre, som han repræsenterede indtil han i 2018 tog til Canada for at spille for Victoria Royal i juniorligaen WHL. Før denne sæson valgte Phillip Schultz at skifte til Mora IK i HockeyAllsvenskan men er nu tilbage i Esbjerg:
- Jeg glæder mig til at skulle til Esbjerg igen. Jeg kender stedet ret godt og jeg har kun gode minder fra min tid i Esbjerg. Der er flere, jeg næsten er vokset op med. Andreas Grundtvig spillede jeg med i Rødovre og jeg er samme årgang som Oliver Kjær, og ham har jeg kendt fra landsholdene. Så kemien mellem os er rigtig god, forklarer Phillip Schultz.
- Der er mange gode mennesker i klubben og i byen, så det bliver godt at komme tilbage. Jeg kendte ikke Esbjerg før jeg kom dertil i 2021, men det gør jeg nu. De to sæsoner jeg spillede i Esbjerg, var vigtige for min udvikling og jeg præsterede godt. Jeg var tryg, komfortabel og glæder mig til at være tilbage sammen med drengene.
Phillip Schultz har spillet 206 kampe i Metal Ligaen, han har scoret 51 gange og er noteret for 124 point i alt. Energy-forwarden har spillet en U18- og to U20-slutrunder for Danmark og har trukket landsholdstrøjen over hovedet otte gange.
- Vi har spillet med tre kæder i lang tid, og den slags slider på spillerne. Forude venter slutspillet, så det er fantastisk at kunne tilføre Phillip til holdet. Der er spillere på vej tilbage til holdet efter sygdom og skader, men så er den ekstra konkurrence bare en bonus, når vi samtidigt kan tilføje nye kompetencer og egenskaber til truppen, slutter Jason Jaspers.
Foto: Niels Husted