Der venter Esbjerg Energy to potentielt afgørende og intense kampe i den kommende weekend, når vestjyderne i morgen fredag kl. 19.00 tager imod Odense Bulldogs hjemme i  Granly Hockey Arena og søndag kl. 15.00 når Rungsted Seier Capital er værter i Bitcoin Arena i Hørsholm.

- Det bliver en weekend med udfordringer. Ikke bare fordi alle kampe i Metal Ligaen er svære, men vores indsats mod Rødovre mandag var ikke optimal. Vi vandt og sikrede tre vigtige point, men der er også ting, som vi skal forbedre hurtigst muligt, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy. 

- Og nu spidser tingene til. Der resterer tre kampe for os og vi spiller grundspillets sidste kamp på tirsdag. Alle vil være klar til slutspillet, der starter næste fredag. Alle har forberedt sig, og vi er ingen undtagelse, så det bliver ekstra intenst i de næste kampe.

Fredagens modstander Odense Bulldogs har 85 point. Esbjerg Energy er noteret for 70 point. Søndagens modstander, Rungsted Seier Capital 49 point. Alle hold har spillet 45 kampe og mangler tre.

- Vi har tidligt sat os et mål om at ende i Top 4. Vi jagter SønderjyskE, der er placeret på den øjeblikkelige 4. plads og som har to point mere end os. Der er ni point at spille om, så det er klart muligt for os at indhente dem og snuppe fjerdepladsen. Men det kræver sejre og så må vi vente og se, hvad der sker.

- Det strammer altid til, på denne tid. Intensiteten i kampene øges i takt med, at kampene bliver vigtigere og vigtigere. Vi spiller meget lige op til og i slutspillet. Det kan presse og stresse spillerne, men perioden er samtidig både lærerig og yderst motiverende for alle. Så vi glæder os, fortsætter Energy-coachen.

Esbjerg Energy har vundet fire kampe mod Odense Bulldogs og tabt en enkelt. Mod Rungsted Seier Capital har vestjyderne vundet tre og tabt to.

- Odense er et dygtigt hold, som måske råder over ligaens bedste kæde. Generelt har ”Bulldogs” stærke imports og en farlig offensiv. Det kræver vi går til kampen med det rette mindset og disciplin og er villige til at gøre, hvad der kræves for en sejr. Men det bliver svært mod et Odense-hold, der har vundet de to seneste kampe.

- Søndag venter så en ny svær modstander, når Rungsted tager imod i Hørsholm. De har tabt de to seneste kampe mod Herlev og Frederikshavn og vil kæmpe hårdt for at revanchere nederlagene. De håber sikkert på at hente ”White Hawks” i tabellen og rette lidt op på en svær sæson, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Esbjerg slog Odense for femte gang og overtog 4. pladsen SIKKERT OG VIST: "Sildebønder" møder "Roehakkere" i kvartfinalen