I aften kl. 19.00 venter en ny stor udfordring Energy-spillerne i Metal Ligaen, når Rungsted Seier Capital tager imod vestjyderne i Bitcoin Arena i Hørsholm.

- Man er altid ærgerlig efter et nederlag, men allerede efter kampen var jeg stolt af den indsats drengene ydede mod Aalborg Pirates. Alle kunne se den line-up, som vi stillede med og spillerne præsterede langt over, hvad man kan forvente efter flere kampe med en ”lille bænk”, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Vi spillede med tre kæder og har spillet med få spillere i flere kampe. Det koster og det lukrerede Aalborg på i slutningen af kampen. Vi har lov til at være skuffede når vi er tæt på, men vi skal være tilfredse med spillernes evne til at træde et trin op og udfylde nye roller i en tid, hvor vi har få spillere til rådighed. Det niveau skal vi forsøge at fastholde i aften i Hørsholm.

Esbjerg Energy tabte lørdag med 5-4 til Aalborg Pirates på en dag hvor kampen først blev afgjort i slutminutterne. Resultatet betyder at esbjergenserne har 18 point efter 14 kampe. Rungsted Seier Capital kan glæde sig over 25 point efter 14 kampe. 

- Ligaens bedste mandskaber får det bedste frem i vores hold. Vi vokser med udfordringerne og det lover godt for den kommende tid. Det er motiverende for spillerne at måle sig med de bedste, og er måske en forklaring på de gode præstationer mod Aalborg. Spillerne formår at finde lidt ekstra frem i de kampe.

- Vi har også en gang besejret Rungsted i år. Det er lang tid siden og det var i premierekampen. Vi skal forsøge at genfinde energien fra lørdagens kamp allerede i aften igen. Det giver en tro på tingene, at vi har vist en god indstilling senest lørdag mod Aalborg, fortsætter Energy-coachen.

Skader har på det seneste præget indsatsen hos vestjyderne, der blot har hentet to point i de seneste fem kampe. Rungsted Seier Capital kan glæde sig over ni point i de seneste fem kampe og sejre i de to seneste mod Frederikshavn White Hawks og Herlev Eagles. Esbjerg Energy besejrede Rungsted Seier Capital i de to holds første kamp med 2-1.

- Vi har set Rungsted flere gange og har kunnet følge den spillestil, som holdet har fået under den nye træner. Vi besejrede dem i Esbjerg tidligt i september, men det er ikke meget vi kan tage med derfra. Vi ved de kæmper for en plads i Final 4, så vi møder med garanti et sultent og motiveret hjemmehold.

- Rungsted har i al den tid, jeg har været her, været et stærkt hold, med mange profiler og gode imports. Sidste år var undtagelsen, der bekræftede reglen. De havde ufatteligt mange skader men nu er de tilbage på sporet. Nu ser jeg gerne, at vi finder al den energi, motivation og passion frem som vi kan grave frem, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Der venter en tæt kamp i Granly Hockey Arena Aalborg vendte og vandt på seks gyldne minutter