Et fokuseret Herning-hold kendte sin besøgstid og viste den effektivitet, som Esbjerg manglede, da man fredag aften hjemtog en sejr på 3-4 i Esbjerg. Gæsterne var bedst over 60 minutter, mens Esbjerg aldrig rigtigt ramte dagen. Et par vitale koncentrationssvigt kostede i sidste ende Esbjerg muligheden for at hente point, men der kunne overordnet set ikke sættes en finger på Hernings sejr.

Esbjerg Energy – Herning Blue Fox 3–4 (1-1, 1-1, 1-2)

Et fokuseret Herning-hold kendte sin besøgstid og viste den effektivitet, som Esbjerg manglede, da man fredag aften hjemtog en sejr på 3-4 i Esbjerg. Gæsterne var bedst over 60 minutter, mens Esbjerg aldrig rigtigt ramte dagen. Et par vitale koncentrationssvigt kostede i sidste ende Esbjerg muligheden for at hente point, men der kunne overordnet set ikke sættes en finger på Hernings sejr.

Sæsonens femte og næstsidste opgør mellem Esbjerg og Herning blev udkæmpet fredag aften i Granly Hockey Arena. Kampe var samtidigt Esbjergs 5. sidste i grundspillet, mens Herning med to kampe mere kun ville have tre kampe tilbage på programmet efter aftenens opgør.

Herning stillede til kampen uden Jeppe Pyndt, Andreas Sørensen, Mathias Bau og Philip Vesterby, mens Esbjerg måtte undvære Cam Knight, Jeppe Vinther, Charles Corcoran og Jonas Torbensen.

Målmandsduellen stod mellem Simon Nielsen og Thomas Lillie.

1-1 efter åbningsperiode på det jævne

Vestjydernes Wiley Sherman tog en tidlig udvisning for en cross-checking bag eget mål og sendte dermed gæsterne i power play efter et par minutters spil. Mindre end et minut senere havde Morten Poulsen bragt Herning på 0-1 med et atypisk overtalsmål, hvor han selv gik direkte på kassen og i anden ombæring fik passeret Lillie med baghånden.

Esbjerg fik muligheden for at slå tilbage minuttet efter, da Jakob Jessen måtte til afkøling for holding the stick. Hjemmeholdet kæmpede lidt med at få sat spillet op i overtal, men det lykkedes til sidst, hvor Brady Shaw også fik sendt et fornuftigt forsøg på mål.

Til gengæld fandt værterne ingenlunde melodien, da man i det syvende minut atter fik chancen i power play, efter at Herning havde kikset i forbindelse med en udskiftning. Overtalsspillet lod meget tilbage at ønske; Esbjerg var helt og aldeles ufarlige ved den lejlighed.

Herning gjorde det til gengæld fornuftigt i de første ti minutter, hvor indsatsen var velkomponeret og struktureret både i over- og undertal og i fem mod fem-spillet. Esbjerg talte ganske vist flest afslutninger på mål i første halvdel af perioden, men man sad med en fornemmelse af, at Herning havde mest at byde ind med; der var ganske enkelt mere pondus i midtjydernes angrebsspil.

Derfor kom det også lidt ud af det blå, da Esbjerg udlignede til 1-1 i det 11. minut. Rasmus Bjerrum fandt med en kort tværpasning Christian Wejse midt i slottet og Wejse tog chancen og firsttimede pucken på mål. Den lumske og overraskende afslutning så ud til at komme bag på Simon Nielsen i Herning-målet. I hvert fald fik pucken lov til at gå hele vejen i mål, selvom Nielsen havde frit udsyn i situationen. På en god dag havde Nielsen nok gjort mere ved den afslutning.

Scoringen satte nu for første gang Esbjerg-spillerne i gang rent spillemæssigt og vestjyderne vandt kampens momentum og satte sig fuldstændigt på gæsterne de kommende minutter. Vestjydernes spillemæssige overtag kastede en ny power play-mulighed af sig efter 13 minutter, da Brodie Dupont tog en holding-udvisning bag eget mål, som var svær at overse.

Denne gang var der en helt anderledes struktur og energi i vestjydernes overtalsspil. Esbjerg fik sig hurtigt etableret i gæsternes zone og flyttede også pucken godt rundt. Igen bød Brady Shaw sig til med en overtalsafslutning, men Herning klarede frisag og de to hold gik til pause med 1-1 på tavlen.

Status quo efter intens og underholdende anden periode

Herning startede også anden periode godt og havde tilmed den fornødne kynisme, da Esbjerg med et dumt pucktab i midtzonen satte gæsterne i gang. Cameron Brace tog den direkte vej mod mål, hvor Thomas Lillie kun halvklarede. Det var derfor en smal sag for Mark MacMillan, at samle den løse puck op og sende den i det halv-tomme mål bag Esbjerg-keeperen. 1-2 efter små fire minutter.

Minuttet efter måtte Mads Christensen til afkøling for en tripping i midtzonen. I power playet der fulgte i kølvandet på den udvisning, var Esbjerg effektive i overtalsspillet, for første gang denne aften. Søren Nielsen leverede et helhjertet og ihærdigt forarbejde, da han satte Shawn O’Donnell op til afslutning midt i slottet. Her svigtede canadieren ikke, da han med et drøjt slagskud sendte pucken op over Simon Nielsens gribehandske til 2-2.

Perioden var i det hele taget præget af udvisninger, uden af kampen direkte var hårdt spillet. Esbjerg fik yderligere et par chancer i power play som man nærmede sig periodens halvvejsmærke, men Hernings box play arbejdede godt for sagen og gjorde det svært for Esbjerg. Shawn O’Donnell fik budt ind med en giftig afslutning, men Simon Nielsen kom i vejen med en fornem redning.

Herefter var det Hernings tur til at rulle overtalsformationerne ud. Først løb Esbjerg ind i en udvisning for for mange spillere på isen. Kort tid efter, at Morten Poulsen havde testet Thomas Lillie i hjemmeholdets mål, så sendte Wiley Sherman pucken ud på tribunen og endnu en udvisning var en realitet. Herning dermed fem mod tre. For en kort bemærkning var gæsterne endda fem mod to, da Sune Hjulmand mistede sin hjelm og måtte skifte midt i et tungt pres fra midtjydernes side. Men på mirakuløs vis klarede Esbjerg frisag i den noget aparte situation.

Overordnet set leverede Herning igen en solid periode og fik sendt et hav af afslutninger på mål. Faktisk vandt gæsterne skudstatistikken for anden periode med hele 5-18. Overordnet set var anden periode mere tempofyldt og seværdig end første. Der var mere intensitet at spore hos begge mandskaber, som også gik mere til den i nærkampene nu.

Ukoncentreret Esbjerg-hold spillede kampen over på Hernings hænder

Da Cameron Brace tog en udvisning for høj stok bag Esbjergs mål, efter blot otte sekunders spil, ja så vejrede Esbjerg-spillerne formentligt morgenluft. Men som de to minutters power play skred frem forduftede efterhånden håbet for en vestjysk føring. Esbjerg havde svært ved bare at komme ind i Hernings zone; man løb simpelthen panden imod muren på gæsternes blue line.

Anderledes gennemslagskraftige var gæsterne i den anden ende, da Cameron Brace, med en fremragende pasning, fandt Mark MacMillan ved fjerneste stolpe. Her svigtede den koldblodige canadier ikke, da han satte bladet på og gjorde det til 2-3.

Minuttet efter var den gal i Esbjergs zone igen. Koncentrationen svigtede og Markus Jensen fik chancen på en friløber, som Thomas Lillie dog tog sig af.

Som perioden skred frem forsøgte Esbjerg ihærdigt, at flytte spillet længere frem på banen, men det lykkedes kun sporadisk.

I stedet for vestjysk udligning udbyggede Herning føringen til 2-4, da Brodie Dupont gjorde kort proces i det 11. minut. Esbjerg havde for lidt opmærksomhed på den rutinerede forward fra Manitoba og Dupont kunne uhindret samle pucken op bag Esbjergs mål, skære ind foran Thomas Lillie og sende skiven ind under vestjydernes keeper.

Esbjerg kastede nu alt frem, i et forsøg på at komme tilbage i kampen. Det var tæt på at koste i den anden ende, da Dupont var på spil igen efter 14 minutter, hvor stolpen dog klarede for Esbjerg.

Sekvensen efter udgik Esbjergs David Madsen efter et solouheld, med hvad der lignede en skade i armen eller skulderen. Madsen begav sig mod omklædningsrummet og så ud til at have rigtigt ondt. Han vendte dog tilbage og fik lidt istid til allersidst i kampen.

Esbjerg trak i slutfasen Thomas Lillie ud til fordel for en ekstra markspiller. Da gæsterne tog en udvisning med 56 sekunder igen, ja så kunne Esbjerg spille seks mod fire. Her fik Felix Scheel dirigeret pucken i mål efter oplæg fra Davis Vandane. Men da der kun resterede otte sekunder, ja så kom scoringen ganske enkelt for sent til, at det for alvor kunne nå at blive spændende.

Herning kunne dermed sætte tre fortjente point ind på kontoen efter en helstøbt og helhjertet arbejdsindsats.

Esbjerg Energy kårede #40 Anders Koch til kampens spiller.


STREAM: Herlev Eagles-Esbjerg Energy Fredagsklassiker i Granly Hockey Arena