I aften kl. 19.00 venter der spillerne fra Esbjerg Energy endnu en udfordring, når Herning Blue Fox gæster Granly Hockey Arena i den danske Metal Liga. Og der er tale om en ganske særlig klassiker.

- Så venter der spillerne endnu en stor kamp og en yderst vanskelig modstander. Jeg kom jo ikke til Danmark før i sommers, så jeg har ikke oplevet 90’ernes rivalisering mellem de to mandskaber, men for mange er der noget ekstra på spil, erkender cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Men alene kalenderen indikerer også, at intensiteten er lidt større end tidligere på sæsonen. Spillerne på begge hold bygger i disse uger op til det kommende slutspil, så man skal ikke være i tvivl. Man skal være klar til at levere det fornødne, ellers taber man.

Esbjerg Energy er nummer to i Metal Ligaen med 88 point efter 42 kampe. Herning Blue Fox er nummer fire med 68½ point efter 44 kampe.

- Alle ved, at Herning er et ambitiøst tophold, som har udnyttet ligaens økonomiske ramme godt. De er stærke og det er vi helt bevidst om. Så vi skal som sagt være klar. Være klar fra start, spille disciplineret og klogt og være klar til at arbejde hårdt fra første til sidste sekund.

- At Herning nu må undvære landsholdsspilleren Mathias Bau Hansen er på papiret en svækkelse. Han har leveret godt og det ses i statistikkerne. Men omvendt får andre en chance, som de vil arbejde benhårdt for at udnytte, så vi skal også respektere de spillere der erstatter ham, forklarer Energy-coachen

Mathias Bau Hansen spillede før sin skade 39 kampe for Herning Blue Fox, hvor han producerede 49 point.

Herning Blue Fox tabte senest 3-2 til Frederikshavn White Hawks og har opnået et point i de tre seneste kampe. Esbjerg Energy besejrede senest Herlev Eagles med 5-0 og har mistet et enkelt point i de tre seneste kampe.

- Og derfor er jeg sikker på, at Herning vil komme flyvende ud fra start. Vi vil ikke få noget forærende. Omvendt kan jeg glæde mig over de tre point, som vi fik med hjem fra Herlev. Men jeg må sige, at der hos os er plads til spillemæssige forbedringer. På nogle punkter var vores indsats lidt sjusket, understreger den 39-årige canadier.

Esbjerg Energy besejrede Herning Blue Fox med 3-1 og 4-2 i de to første indbyrdes kampe, men måtte i den seneste kamp kort før jul se sig besejret med 6-5 i Herning efter ”overtime”.

- Det er jo et stykke tid siden, at vi tabte til dem og meget er sket siden. Men jeg er sikker på, at drengene vil være klar, ikke tage noget for givet og udvise den fornødne respekt for modstanderen. Der skal arbejdes hårdt for sejren, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted

 

 


Fokuseret Herning-hold sejrede fortjent på Vestkysten VIDEO: Højdepunkter fra Herlev-Esbjerg