Esbjerg Energy forlænger samarbejdet med den 28-årige forward Felix Scheel i endnu en sæson.

- Aftalen med Felix Scheel er stor for os. Han er en etableret spiller i Metal Ligaen og en af ligaens absolutte danske profiler. Samtidigt har Felix en god attitude, han tager ansvar og bidrager til holdet med tydelige lederegenskaber, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Den 183 cm høje wing er født i Virum og spillede som ung i Gentofte, inden han i 2008 skiftede til svensk ishockey.

- Jeg er glad for at være i Esbjerg og for at spille for Energy. Jeg synes vi har et godt hold og en god trup, som jeg er glad for at være en del af. Jeg synes holdet leverede godt i sidste sæson under de vilkår, som vi havde. Og generelt mener jeg, at man kan sige, at vi er startet godt under cheftræner Jason Jaspers, fortsætter Felix Scheel.

I ni sæsoner optrådte Energy-forwarden for forskellige svenske klubber og spillede 170 kampe i Hockeyallsvenskan og 86 i Hockeyettan, inden han i sommeren 2017 debuterede i Metal Ligaen for Esbjerg Energy.

- Felix har tydelige offensive kvaliteter, som han bidrog med i sidste sæson. Dem forventer jeg også at se i den kommende sæson. Han har mange kompetencer, men specielt de offensive kan hjælpe holdet med at sikre mange scoringer og point i de kommende måneder, fortsætter Energy-coachen.

- Vi var gerne gået hele vejen sidste år, men nåede trods hårde odds videre fra kvartfinalerne mod

Frederikshavn. Vi udfordrede Aalborg i semifinalerne, og kunne være gået hele vejen, hvis ikke skader havde ramt holdet på flere nøglepositioner. Det vil vi gerne gøre bedre i år, understreger den 28-årige Energy-profil.

Felix Scheel har spillet tre sæsoner for Esbjerg Energy og en enkelt for Aalborg Pirates. Han er nu klar til den fjerde i den gule Energy-trøje. 

- Vi sigter mod toppen af Metal Ligaen. Det var godt for holdet at spille Final 4 sidste år, men i den kommende sæson vil jeg gerne selv på isen under stævnet, og ikke som sidste år sidde ude med en skade. I år vil vi gå hele vejen, - både i pokalturneringen og i ligaen, forklarer Felix Scheel.

Sidste sæson spillede Felix Scheel 51 kampe for Esbjerg, hvor han scorede 23 mål og blev noteret for 45 point. Samtidigt var den arbejdsomme wing en del af den danske VM-trup.

- Det er vigtigt for os at tilføre truppen så meget dansk kvalitet, som vi formår. Der er langt flere udenlandske spillere at vælge imellem, så når du kan tilføje en dansk profil til truppen, er det en stor fordel for os, slutter Jason Jaspers. 

Aftalen mellem Esbjerg Energy og Felix Scheel er betinget af godkendelse i DIUs Licensudvalg.

Foto: Husted


METAL LIGAEN: Her er DIT HOLDS første hjemmekamp Søren Nielsen er klar til en ny sæson i Energy-trøjen