Rungsted forlængede deres sejrsstime til fem, da de tirsdag aften vandt en tæt kamp med 1-2 i Granly Hockey Arena. Gæsterne nettede en enkelt gang i power play, men ellers var det småt med effektiviteten hos begge hold. Trods 13 udvisninger og 41 afslutninger blev det altså kun til tre scoringer i en kamp, der for hjemmeholdets side bar præg af for mange nemme pucktab. Mangel på målscorere synes også efterhånden udtalt hos Esbjerg.

Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 1–2 (0-0, 0-2, 1-0)

Rungsted forlængede deres sejrsstime til fem, da de tirsdag aften vandt en tæt kamp med 1-2 i Granly Hockey Arena. Gæsterne nettede en enkelt gang i power play, men ellers var det småt med effektiviteten hos begge hold. Trods 13 udvisninger og 41 afslutninger blev det altså kun til tre scoringer i en kamp, der for hjemmeholdets side bar præg af for mange nemme pucktab. Mangel på målscorere synes også efterhånden udtalt hos Esbjerg.

Esbjerg tog tirsdag aften imod de forsvarende mestre fra Rungsted, som efter en noget sløj sæsonstart, nu for alvor ser ud til at have fundet melodien. Senest blev det således til en sejr på 3-1 over Metal Ligaens suveræne tophold fra Aalborg og Rungsteds stime talte inden aftenens kamp fire sejre på stribe, så der har ikke været meget slinger i valsen hos nordsjællænderne de seneste par uger.

Vestjyderne der imod, ser ud til at fortsætte den ustabile rytme, hvor man i snit præsterer hver anden gang. Senest blev det til et nederlag på 2-0 i Vojens; dette i en kamp, hvor arbejdsindsatsen dog absolut ikke kunne anfægtes.

Fra Esbjerg-lejren har man selv udtalt, at skader ikke skal bruges som en undskyldning for pointtab. Men det giver selvsagt nogle andre forudsætninger og en noget anden dynamik på et hvert hold, når man som hos vestjyderne, i 5-6 kampe i træk, har måttet undvære 4-5 af de absolut mest bærende kræfter.

Til aftenens kamp stillede Esbjerg uden Grayson Downing, Trevor Cheek og Zach Pochiro, mens Rungsted måtte undvære Lucas Andersen og Mikkel Persson.

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Thomas Lillie.

Målløs åbningsperiode på det jævne

Første periode var kun 45 sekunder gammel, før der for første gang var fare på færde i Rungsted-zonen. David Madsen fandt med en millimeter-præcis pasning Andreas Grundtvig, der tæt under mål sendte pucken rent på stolpen.

Værterne var i det hele taget mest på pucken i den første halvdel af perioden, hvor det dog var småt med de åbne målchancer.

Småt med chancer var det til gengæld absolut ikke efter 14 minutters spil, da Rungsted fik spillet sig igennem den vestjyske defensiv og fangede Mathias Seldrup på det forkerte ben, før Gustav Green blev spillet fri til afslutning på et tomt mål. Men desværre for gæsterne kiksede Green totalt og fik faktisk ikke en gang ramt pucken.

Afbrænderen ændrede dog ikke på det faktum, at nordsjællænderne havde fået lidt bedre fat, som man rundede periodens halvvejsmærke. Men udover førnævnte store chance, så fik heller ikke gæsterne skabt meget foran mål.

Derfor var det heller ikke hverken ufortjent eller uventet, at der fortsat stod 0-0 på tavlen efter de første 20 minutter, hvor Esbjerg vandt skudstatistikken med 7-3. Vestjydernes Jesse Mychan nåede at få raget en udvisning til sig sidst i perioden og Rungsted kunne dermed starte anden periode med to minutters power play.

Rungsted trak fra i anden periode

Gæsterne havde meget spil i deres power play fra indledningen af anden periode og man fik sig da også etableret godt i Esbjergs zone. Men når man nærmede sig målet blev det enten til en pasning for meget eller også virkede man ukoncentrerede i de afgørende øjeblikke. Esbjerg slap derfor med skrækken.

I det femte minut kredsede den vestjyske tredjekæde flittigt om Lillies mål og både David Madsen og Andreas Grundtvig fik budt ind med et par glimrende forsøg tæt under mål.

Med TJ Moore installeret i udvisningsboksen, som følge af en målmands-interference efter seks minutter, fik Esbjerg for første gang chancen i power play, men vestjydernes overtalsspil lod meget tilbage at ønske og det var faktisk Rungsteds Mario Lucia, der tegnede sig for det bedste forsøg, mens Esbjerg altså spillede i overtal.

Marcus Olsson fik en gylden mulighed for at bringe gæsterne i front, da han efter 12 minutter slap alene igennem den vestjyske defensiv. Olsson blev generet bagfra i afslutningsøjeblikket og Jeppe Vinther måtte indkassere en udvisning for at stoppe den giftige svensker med ulovlige midler.

Rungsted rullede atter overtalsformationerne ud, og det gjorde de godt. Men selvom overtalsspillet var veleksekveret, så lignede scoringen alligevel lidt en tilfældighed, da Shane Hanna sendte et blødt og relativt ufarligt forsøg på mål helt ude fra blue line. Marcus Olsson fik tilsyneladende strejfet pucken inde foran mål; den svenske forward blev i hvert fald umiddelbart krediteret scoringen.

Fire minutter senere fordoblede gæsterne føringen, da Nikolaj Rosenthal fulgte Shane Hannas recept og sendte et fladt skud på mål helt ude fra flanken, et forsøg der også fik lov at gå hele vejen. Rungsted var dermed oppe med to forud for tredje periode.

Esbjerg kom på tavlen – endelig

Det synes efterhånden indiskutabelt og udpræget, at Esbjerg mangler målscorere. Med tre forward-profiler på skadeslisten kan man selvfølgelig finde en del af forklaringen der, men de resterende forwards får ganske enkelt heller ikke nok ud af det i øjeblikket hos vestjyderne, der da også måtte glæde sig over en back-scoring, da man endelig kom på tavlen igen.

Det var således Travis Walsh, en af Esbjergs bedste på dagen, som med baghånden ganske raffineret fik styret pucken op i fjerneste målhjørne, efter oplæg fra David Madsen; vestjydernes første mål i 104 effektive spilleminutter.

Esbjerg synes at få gode kort på hånden for endnu en scoring minuttet efter, da Juuso Pulli tog en udvisning for forsinkelse af spillet. Men igen tabte Esbjerg pucken alt for let i offensiv zone og Rungsted kunne slå kontra. Mario Lucia slap af sted i et break away og Niklas Andersen måtte bruge ulovlige midler for at stoppe amerikaneren. Andersen måtte en tur i straffeboksen og Esbjergs power play-mulighed forduftede.

Tredje periode skulle I det hele taget vise sig, at komme til at bære præg af mange udvisninger, men det fik ikke den store betydning, da de to hold var omtrent lige dårlige til at drage nytte heraf.

Med en Rungsted-udvisning fire minutter før tid valgte Esbjerg-træner Mark Pederson dog at kalde en time out og yderligere et par udvisninger senere, så blev Mathias Seldrup erstattet med en ekstra markspiller, da der resterede 2:28.

Esbjerg fik efterfølgende lagt et massivt pres på gæsterne og Niklas Andersen fik da også sendt et riv af en afslutning i sidenettet, da der resterede mindre end to minutter.

Da Rungsted to endnu en udvisning med 1:10 tilbage kunne Esbjerg spille fem mod tre med keeperen ude, men det blev ved lige ved og næsten for vestjyderne, der måtte indkassere det tredje nederlag i træk.

Kampsponsor Trade-Line valgte #43 Mathias Seldrup til kampens spiller.


Kampnoter: Rundt om Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital