Torsdag og fredag står der Aalborg Pirates på menuen for Esbjerg Energy. I morgen kl. 19.00 mødes de to mandskaber i Granly Hockey Arena i Esbjerg, mens der er mulighed for revanche fredag kl. 19.30 i Bentax Arena i Aalborg.

- Aalborg Pirates er et stærkt hold, som spiller godt. Vi har kigget på dem, og må konstatere, at deres placering som nummer et i Metal Ligaen næppe er tilfældig. Vi afsluttede perioden før den kampfri uge med en flot præstation i Hørsholm mod Rungsted Seier Capitals og vi skal nu være klar til fortsættelsen, konstaterer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Esbjerg Energy tabte kampen mod Rungsted med 2-1 efter forlænget spilletid. Her scorede Felix Scheel vestjydernes enlige mål. 

- Kampen imod Rungsted viste igen, at vi kan matche de bedste mandskaber i Metal Ligaen, når vi præsterer. Det var ikke nogen overraskelse for os, men vi kom foran, Rungsted udlignede og kampen endte i overtid, hvor den blev afgjort på et straffeslag, fortsætter Energy-coachen.

- Det er vanskeligt at vinde alt i ishockey. Thomas Lillie gjorde det godt i målet, da Rungsted lagde pres på fra kampens start. Men vi fik fat og arbejdede os ind i kampen. Det var en vanskelig udekamp, vi kom som nævnt i overtid, og der kan alt ske. Men vi sikrede et vigtigt point på en vanskelig udebane.

Aalborg Pirates topper i øjeblikket Metal Ligaen med 30 point. Rungsted Seier er nummer to med 28 point. Esbjerg Energy er nummer tre med 23½ point. De tre mandskaber har alle spillet 12 kampe.

- Vi har set en del video af Aalborg i pausen og kan konstatere, at de kører på. De er kommet flot fra start og topper jo Metal Ligaen. Men vi tager udfordringen op, og ser det som en mulighed for at bekræfte, at vi kan matche de bedste hold i ligaen.

- Vi møder Aalborg efter en kamppause, men jeg tænker at de kampfri uger er mindre vigtige med de korte afstande, der er i Danmark. Her slider rejserne mindre. Så vi har brugt pausen på at lade op med et par fridage, samle energi og flytte tankerne lidt fra ishockeyen, inden vi igen er vendt tilbage til forberedelserne til de to kampe.

- Med back-to-back kampe lettes forberedelserne lidt. Det er samme mandskab, som vi skal forberede os på og forholde os til. Først spiller vi hjemme og skal forsvare Granly Hockey Arena, inden vi måske kan overraske dem i Aalborg, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Esbjerg fik ram på topholdet; Aalborg besejret med 5-2 Nordamerikansk talent til Esbjerg IK