I aften kl. 19.00 er der igen hockey i Granly Hockey Arena, når Esbjerg Energy tager imod Rungsted Seier Capital i Metal Ligaen.

- Vi møder et godt hold og min forgænger som cheftræner i Esbjerg, Mark Pederson, er tilbage i hallen med sit nye mandskab Rungsted. ”Capitals” har også i perioder været udfordret, men selvtilliden må være tilbage på holdet efter deres storsejr over Herlev fredag aften, konstaterer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Rungsted er et målfarligt hold med stærke offensive kvaliteter. De scorer en del mål og hører til blandt de mest scorende i ligaen. De er effektive i powerplay og vi skal passe på dem i vores zone, for de er rigtigt dygtige i deres offensive zone. Det må vi ikke glemme.

Rungsted Seier Capital stiller til kampen med en frisk storsejr på 9-1 over Herlev Eagles. Et skades- og sygdomsramt Esbjerg Energy-mandskab tabte senest hele 7-0 i Vojens til SønderjyskE.

- Lad mig først fastslå, at det ikke er sådan vi ønsker at se et Energy-mandskab og det har vi selvfølgeligt talt om. Der er bestemt meget, som vi kan og skal gøre bedre i forhold til indsatsen imod et stærkt SønderjyskE-hold.

- Skader og sygdom må ikke blive en undskyldning for manglende præstationer i ishockey, men jeg vil alligevel forklare baggrunden for præstationen. Vi er ramt af en del langtidsskader og det har gjort truppen tynd, fortsætter Energy-coachen.

- Jeg ringede rundt og vækkede tre spillere som sov efter at være gået i seng med sygdom før kampen i Vojens. De stod op og var klar ved bussen, så ingen har grund til at betvivle spillernes loyalitet. De stillede op og bød ind med alt hvad de kunne på dagen.

Esbjerg Energy har sikret 8 point i de fem seneste kampe og er noteret for 29 point efter 20 kampe. Rungsted Seier Capital har ligeledes 29 point efter 20 kampe og har sikret 4 point i de seneste fem kampe.

Esbjerg Energy har forlænget den korte aftale med den 29-årige canadier Brandon Magee, så den gælder resten af sæsonen. Også det 18-årige lokale talent Sebastian Skovning har underskrevet en kontrakt med Esbjerg Energy.

- Da vi lavede den korte aftale med Brandon, havde vi brug for en ekstra spiller. Vi havde brug for en erstatning for skadede spillere. Men han har vist sine kvaliteter, en professionel attitude og har understreget sine evner. Han bringer meget, er dygtig på skøjterne og har et fantastisk potentiale.

- Sebastian er en god lokal og ung spiller, som er vokset efter han blev en del af Energy-truppen. Han har grebet chancen, da han fik spilletid, og har mange kvaliteter, så jeg vurderer at han skal have chancen, men også at han skal ses som fremtidens mand, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Esbjerg slog Rungsted for tredje gang Lokalopgør venter i aftenens kamp