Esbjerg Energy kommer på en ny svær opgave i Metal Ligaen, når Frederikshavn White Hawks i aften kl. 19.00 tager imod vestjyderne i Danmarks nordligste skøjtehal, Nordjyske Bank Arena.

- Alle kampe er jo en ny kamp, hvor vi begynder fra 0-0 og aftenens kamp er ingen undtagelse. Det er mit indtryk, at Frederikshavn langtfra er tilfredse med deres placering i tabellen, og derfor forventer jeg, at ”White Hawks” vil komme flyvende ud fra kampens start og vil forsøge at lægge et solidt pres på os, vurderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Frederikshavn White Hawks er placeret på en øjeblikkelig sjetteplads i Metal Ligaen med 22½ point efter 17 kampe. Esbjerg Energy er ligaens nummer tre med 32½ point efter 16 kampe.

Omvendt kan vendelboerne glæde sig over at have besejret Energy-drengene to gange tidligere på sæsonen, hvor det blev til en nordjysk 5-2 sejr i Frederikshavn og en 4-2 sejr i Esbjerg.

- Da vi mødte Frederikshavn i starten af oktober, var det tidligt på sæsonen. Her var mange ting endnu ikke faldet på plads taktisk og mentalt for os, så det er vanskeligt at drage for mange paralleller mellem dengang og nu, fortsætter Energy-coachen:

- Sidenhen har vi gjort mange ting rigtigt og forbedret vores placering i tabellen. Det bliver bestemt spændende at se hvad vi kan stille op mod dem nu og se hvilken betydning vores nuværende niveau vil få på kampen i Frederikshavn.

Frederikshavn White Hawks har spillet to kampe siden syv nordjyske kommuner blev genåbnet. Her tabte vendelboerne først 3-2 hjemme til Herning og senest 3-2 i Herlev. Også Esbjerg Energy tabte den seneste kamp, hvor det blev til et 4-2 nederlag til SønderjyskE i Vojens.

- Vi spillede ikke en god kamp mod SønderjyskE, men jeg vil gerne udtrykke respekt deres indsats i kampen mod os. De fortjente sejren efter at være kommet godt ud fra start og efter at have spillet en god kamp. Og det hold, der vil det mest og præsterer bedst vinder heldigvis ofte i ishockey, forklarer Esbjerg-træneren.

Andreas Grundtvig og Felix Scheel scorede for Esbjerg i Vojens.

- Derfor skal vi tilbage på sporet og gøre mange af de ting, som tidligere har bragt os sejre. Vi skal spille simpel og klog ishockey præget af en streng disciplin. Vi skal spille den form for udebane-hockey, som har givet mange point i dette efterår. Hvor alle kender rollerne og formatet, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


SønderjyskE og Rødovre venter Energy en travl weekend Ganske særlig kamp venter i aften i Vojens