Esbjerg Energy får en tiltrængt mulighed for revanche, når vestjyderne imorgen kl. 19.00 gæster Bitcoin Arena i Hørsholm, hvor Rungsted Seier Capitals tager imod i Metal Ligaen:

- I fredagskampen hjemme mod Herning Blue Fox havde vi muligheder og chancer nok til at hente en sejr. Vi formåede ikke at udnytte vores powerplay-chancer, og når samtidigt modstanderen formår at udnytte sine chancer, så taber man ofte, konkluderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Vi tvang Herning til at tage en del udvisninger i fredagskampen. Det gav os muligheder, som vi normalt udnytter, men det gjorde vi desværre ikke i fredags. Det betød, at vi måtte spille på Hernings præmisser, og det endte med at koste.

Den manglende skarphed betød, at Herning kunne pakke de tre point ned i bagagen og tage dem med hjem til den midtjyske hede efter en 4-3 sejr. Også søndag tabte Energy-drengene, da Herlev Eagles hjemme i Spar Nord Arena sejrede med 5-2.

- Nogle gange taber du og har reelt også fortjent at tabe. Andre gange må du se modstanderen løbe med sejren, selv om den ikke er fortjent. Det var tilfældet i Herlev. Det var en af den slags kampe, som du 9½ ud af 10 gange vinder, men det skete ikke i Herlev.

- Vi var langt mere i puckbesiddelse end Herlev. Vi havde samtidigt langt de fleste og de største chancer. Og jeg vil samtidigt gerne anerkende den indsats, som Christian Christensen i Herlev-målet leverede. Men sådan er ishockey, så vi skal ”bare op på hesten” og sørge for at være klar til morgendagens kamp i Hørsholm, fortsætter Energy-coachen.

Esbjerg Energy har haft det vanskeligt mod Rungsted Seier Capitals i denne sæson, og har endnu den første sejr til gode mod det nordsjællandske tophold.

- Det er jo klart, at det bliver en svær kamp. Begge hold har tabt to kampe i weekenden, så jeg forventer at vi får to sultne mandskaber på isen, der vil komme ”flyvende” fra første fløjt. Rungsted vil gerne tilbage ”på sporet” og det vil vi også.

- Aalborg har i denne sæson haft det svært mod os og det samme er tilfældet for os, når vi møder Rungsted. Vi har været tæt på og har været i ”overtime” mod dem, men der er en psykologisk barriere, som vi skal have brudt. Det skulle gerne ske nu, hvor slutspillet venter lige om hjørnet, slutter Jason Jaspers.

Rungsted Seier Capitals fører Metal Ligaen med 91½ point efter 44 kampe. Esbjerg Energy er nummer tre med 88 point efter 44 kampe.

Foto: Niels Husted

 

 


STREAM: Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy STREAM: Herlev Eagles-Esbjerg Energy