Det er Rungsted Seier Capital, der har revanche til gode. når Esbjerg Energy hjemme i Granly Hockey Arena i aften kl. 19.00 tager imod i Metal Ligaen. Vestjyderne besejrede nemlig netop nordsjællænderne med 6-2 i mandagens kamp i Bitcoin Arena på Nordsjælland.

- Drengene leverede en god indsats imod Rungsted. Men vi skal også give Rungsted kredit for indsatsen, selv om flere af dem garanteret havde mindre luft end de normalt ville have. COVID har også drillet dem, ligesom sygdommen prægede vores muligheder omkring årsskiftet, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Sejren i Rungsted gjorde os godt. Kreditten for sejren tilfalder spillerne. De havde mindsettet på plads til mandagskampen, viste en stor vilje til at gøre det fornødne og leverede en disciplineret indsats, så der var mere end tre point at glæde sig over.

Felix Scheel blev dobbelt målscorer i mandagens kamp. Andreas Grundtvig, Phillip Schultz, Ryker Killins og Kale Kerbashian scorede hver en gang i Hørsholm.

- Vi havde som altid justeret en smule på konceptet op til kampen i Rungsted. Man kan sige, at vi justerer game-planen efter den modstander, som vi møder. Men den vigtigste forklaring er, at spillerne havde fundet arbejdshandskerne frem, fortsætter den 40-årige canadier.

Esbjerg Energy har efter 29 spillede kampe 45½ point. Rungsted Seier Capital har 41 point efter 30 kampe.

- Nu er det alt for tidligt at gøre stillingen op. Der er mange kampe tilbage og mange point at spille om. I stedet tager vi én kamp ad gangen, og glæder os over de tre point fra i mandags. Og så handler det om at bygge på og hæve vores niveau fra kamp til kamp, for det er en ret tæt liga, understreger Energy-coachen.

Det er blevet til vestjyske point i alle tre kampe mod Rungsted i denne sæson efter et overtidsnederlag på 4-3 i september i Hørsholm, en hjemmesejr på 7-6 efter straffeslag i oktober og mandagens 6-2 sejr på Nordsjælland.

- Det er jo sandt, at vi har hentet point mod Rungsted i alle årets kampe. Men lad mig lige minde om, at Rungsted havde ”overhånden” i sidste sæson og slog os hver gang. Også selv om vi spillede godt og vi spillede lige kampe mod dem.

- Men vi glæder os til at møde dem hjemme i aften. Jeg tror ikke, at vi skal lægge for meget i sejren mandag aften. For nu spilles der en ny kamp to døgn efter og jeg håber da, at hjemmebanen kan blive en stor fordel for os, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Esbjerg hentede ny sikker sejr over Rungsted VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Esbjerg