Aalborg leverede en sand magtdemonstration og knuste Esbjerg med hele 0-6, mens det Esbjerg leverede vel mest af alt kan betegnes som en kollektiv vestjysk offday. Der var klasseforskel i alle kampens aspekter, mens det også blev til en matchstraf til Sune Hjulmand efter en batalje i slutfasen.

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 0–6 (0-0, 0-4, 0-2)

Aalborg leverede en sand magtdemonstration og knuste Esbjerg med hele 0-6, mens det Esbjerg leverede vel mest af alt kan betegnes som en kollektiv vestjysk offday. Der var klasseforskel i alle kampens aspekter, mens det også blev til en matchstraf til Sune Hjulmand efter en batalje i slutfasen.

Tirsdag aften tørnede Esbjerg og Aalborg sammen for anden gang i indeværende sæson. Det var Esbjerg der tog imod hjemme i Granly Hockey Arena og det var også vestjyderne der havde revanche til gode, da Aalborg vandt sæsonens første dyst efter en straffeslagsafgørelse.

Til aftenens kamp stillede Aalborg uden Ian Edmondson, Jonas Wilquin, Mikkel Højbjerg og Jonas Jakobsen mens Esbjerg måtte undvære Oscar Schulze og Victor Sand.

Målmandsduellen stod mellem George Sørensen og Thomas Lillie.

Målløs og udramatisk åbningsperiode

De to mandskaber skulle lige se hinanden lidt an fra kampens indledning, hvor det også var småt med de åbne målchancer. Spillet var til tider lidt afventende, men som perioden skred frem var det efterhånden primært med gæsterne på pucken.

Spillet tog da også til i fart såvel som intensitet, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke. Dette blev utvivlsomt hjulpet godt på vej af periodens første og eneste udvisning, der faldt efter syv minutter og som der stod Esbjerg på.

Både Carlie Curti og Julian Jakobsen fik forsøgt sig i overtalsspillet, hvor Esbjerg-spillerne dog ikke var bange for at ofre sig. Både Jeff King og Valdemar Ahlberg bød således ind med vigtige blokeringer af gæsternes afslutninger. Størst var chancen dog til værternes Grayson Downing, der pludseligt opsnappede pucken i midtzonen og snød et par Aalborg-spillere, inden han strøg af sted på et undertals-break away ned mod George Sørensens mål, hvor afslutningen dog blev overplaceret.

Man sad stadig tilbage med indtryk af, at det var Aalborg der svingede taktstokken, men gæsterne havde svært ved at få skabt de helt åbne chancer mod en kompakt men bevægelig vestjysk defensiv.

Selvom nordjyderne talte klart flest afslutninger, så var det Esbjergs få af slagsen der syntes farligst i åbningsperioden. Dette blev eksemplificeret ved Phillip Schultz, der tæt under mål nok burde have scoret i det 12. minut, mens Craig Puffer sendte pucken rent på metallet bag George Sørensen i periodens sidste minut.

Nordjysk magtdemonstration og tre mål på fire minutter

Anden periode skulle vise sig at blive en sand magtdemonstration fra Aalborgs side, men der ikke var meget der fungerede for hjemmeholdet. Esbjerg-spillerne fik et forvarsel allerede efter et par minutters spil, hvor Lasse Bo Knudsen kom frem til en stor mulighed, som Lillie dog tog sig af. Men gæsterne formåede at fastholde presset og øjeblikket efter havde Kirill Kabanov bragt Aalborg på 0-1, da han tæt under mål fulgte op på Nikolaj Carstensens forsøg fra distancen og prikkede den løse puck ind over stregen.

Esbjerg fik chancen for at slå tilbage i et power play minuttet efter, men vestjyderne forvaltede overtalsmuligheden særdeles skidt, og kom faktisk aldrig frem til en reel målchance.

Efter otte minutters spil viste Grayson Downing og Søren Nielsen dog lidt af det der skal til, da de kombinerede sig igennem gæsternes defensiv og begge kom til afslutninger. Men Sørensen tog godt fra i målet.

Efter ni minutter fordoblede gæsterne deres føring efter en genistreg af Kirill Kabanov, der fra en spids vinkel vendte rundt om sig selv og sendte pucken ind foran mål, hvor Martin Højbjerg blot skulle sætte bladet på for at øge til 0-2.

En symptomatisk hændelse for anden periode udspillede sig omkring det 12. minut, hvor Esbjergs Valdemar Ahlberg egentligt var på vej frem over isen sammen med sine holdkammerater, men Ahlberg formåede ikke at få ført pucken ind i gæsternes zone.

Kort tid efter viste Aalborg en helt anderledes kynisme, da man igen nådesløst straffede værternes sjuskede spil i egen zone. Aalborg vandt på dette tidspunkt i kampen nærmest alle dueller og nærkampe. Spillet op til scoringen til 0-3 var ingen undtagelse; Jeff King blev snydt af Martin Højbjerg, der trak forbi Esbjerg-backen bag Lillies mål og spillede Patrick Bjorkstand helt fri inde foran kassen. Bjorkstrand tøvede ikke et sekund og med endnu en nordjysk scoring så det nu for alvor svært ud for Esbjerg.

58 sekunder blev ”svært” så til næsten umuligt for Esbjerg. Efter endnu en omgang inkonsekvent forsvarsspil af Esbjerg-defensiven snuppede Jeppe Jul Korsgaard pucken og gik køkkenvejen, inden han elegant sendte pucken ind ved fjerneste stolpe til 0-4. Aalborg havde scoret tre gange på fire minutter og attituderne hos Esbjerg-spillerne synes opgivende.

Jason Jaspers udbad sig da også en timeout efterfølgende og skiftede målmand. Ind kom Ricards Puce og ud gik Thomas Lillie.

Mod periodens slutning fik Esbjerg lidt bedre fat i spillet, men igen savnede man skarphed og kynisme. Dette gjorde sig både gældende for Felix Scheel og Craig Puffer i det 18. minut og for Phillip Schultz og David Madsen i periodens slutfase. Dermed 0-4 på tavlen inden tredje periode.

En ekspeditionssag for Aalborg

Tredje periode lignede på forhånd mest af alt noget der bare skulle overstås. Esbjerg havde på ingen måde hvad der skulle til for at trænge igennem og true nordjydernes føring, mens Aalborg foran med 0-4 så ud til at skrue lidt ned for de offensive aktioner.

Helt færdige var Aalborg dog ikke. Efter seks minutter gav Esbjerg igen gæsterne for let spil, da Pierre-Olivier Morin sendte et forsøg på stolpen og utroligt nok selv fik lov til at følge op på returen, alt imens Ricards Puce og Jannik Christensen begge fumlede rundt inde i vestjydernes mål. 0-5 var en realitet.

Klasseforskellen blev understreget yderligere efter et kvarter, da Aalborg slog det sidste søm i Esbjerg-kisten. Patrick Bjorkstrand smed en puck ind foran mål, hvor Julian Jakobsen blot skulle sætte bladet på, for at gøre det til 0-6.

Efter 18 minutter modtog Sune Hjulmand et hårdt hit fra Jacob Møller, uden at dommerne umiddelbart reagerede. Det blev for meget for Hjulmand, der havde fået nok af al modgangen og gik i flæsket på den unge Aalborg-forward og indkasserede en matchstraf for forseelsen.

Carlsberg valgte #22 Andreas Grundtvig til kampens spiller.


HØJDEPUNKTER: Se målene fra Esbjerg-Aalborg Målmandsduo intakt i Energy