Onsdag kl. 20.00 spilles den tredje kamp i kvartfinaleserien mellem Esbjerg Energy og SønderjyskE i Granly Hockey Arena.

- Der er elementer fra de to første kampe, som jeg er mere tilfreds med end andre. Jeg ville da gerne have vundet hjemmekampen fredag med 4-0 og ikke bare 2-1 efter ”overtime”, for vi havde mulighederne, men vi vandt da og kan glæde os over sejren og det er hovedsagen, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- SønderjyskE er et stærkt hold med mange kvaliteter, så vi kan ikke forvente at vinde alle kampe. Vi vandt i Esbjerg og holdt hjemmebanen, men måtte se os slået dernede. Min konklusion er, at vi ikke gjorde det nemt for os selv i Vojens. Vi tog mange dårlige beslutninger på vigtige tidspunkter i kampen, når vi var tæt på et comeback, og det koster mod en koncentreret modstander.

Phillip Larsen, Andreas Grundtvig og Tuomas Vartiainen scorede for Esbjerg i Vojens.

- Man kan sige, at vi begik en del fejl i kamp 2, som vi ikke burde begå på denne tid af året. Men det er åbenlyse fejl, som fx pucktab på kritiske steder og unødvendige udvisninger langt oppe på banen. Disse fejl burde kunne rettes til den kommende kamp og det arbejder vi på.

- Vi er bevidste om, at SønderjyskE er en svær modstander, med mange dygtige spillere, så nu handler det bare om at komme tilbage til indsatsen og mindsettet fra kamp 1. Disciplinen, arbejdsindsatsen og de rigtige valg var langt hen ad vejen på plads og rakte til en sejr. Det ser jeg meget gerne gentaget onsdag aften i kamp 3, fortsætter Energy-coachen.

Søndag lykkedes det taberne af fredagens kamp i de fire kvartfinaler i Metal Ligaen at revanchere nederlaget, så alle otte mandskaber har nu vundet en enkelt kamp i kvartfinaleserierne.

- Slutspillet er noget særligt, men det er de første hjemmekampe i serierne også. De er meget intense og vi så både Esbjerg og SønderjyskE vinde hjemme. Ofte ser man så, at serierne ”sætter sig” og finder et lidt mindre intenst og hektisk niveau. Det forventer jeg også, vi snart vil se i vores serie mod SønderjyskE.

- Nu skal vi så tilbage til mange af de ting, som vi kan tage med ikke mindst fra kamp 1. Kampen var ikke perfekt, så der er detaljer som vi skal justere på. Men der er også dårlige valg og fejl, som vi skal have elimineret til onsdag aften. Så er jeg sikker på, at vi står et godt sted, hvis vi tager det rigtige med og minimerer fejlene, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Travis Brown brød måltørken, da Esbjerg vandt 1-0 LYNOPTAKT: SØNDAGENS KVARTFINALER