Esbjerg Energy har rigelig mulighed for at fortsætte de positive takter fra mandagens hjemmekamp i Granly Hockey Arena mod Herlev Eagles, når Energy-drengene gæster Aalborg Pirates i dag kl. 20.45 og Odense Bulldogs søndag kl. 19.00.

- Jeg havde før Herlev-kampen understreget vigtigheden af, at vi fik brudt stimen af overtidsnederlag. Vi glæder os over, at missionen lykkedes, og over de tre point, konstaterer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Vi fik i højere grad udnyttet vores muligheder og kan glæde os over seks scoringer. Samtidigt har vi givet for mange unødige muligheder væk. Vi fik forbedret os på begge parametre og det er både nødvendigt og positivt med henblik på vores muligheder i Metal Ligaen.

Esbjerg Energy besejrede Herlev Eagles med 6-4 i en kamp, hvor Felix Scheel blev dobbelt målscorer og hvor Jonas Bjerrum, Andreas Grundtvig, Phillip Schultz og Rasmus Bjerrum scorede hver en gang.

Fredagens kamp spilles i Bentax Isarena tæt ved Limfjorden, hvor topholdet Aalborg Pirates tager imod.

- Her venter der os en svær kamp. Aalborg har formået at holde fast i mange spillere og har igen i år fået sammensat et stærkt mandskab. De fører ligaen og vi får virkeligt behov for at yde vort bedste, hvis vi skal hente point, forklarer den 40-årige canadier.

Aalborg Pirates fører Metal Ligaen med 15 point efter seks kampe. Esbjerg Energy har hentet ni point efter fem kampe.

- Det vidner jo om, at vi skal forvente en intens kamp. En kamp varer 60 minutter, så det er vigtigt vi er klar fra start, bevarer fokus og spiller hele kampen til den sidste periode er slut.

- Vi har mødt Aalborg sidste år, og de sendte os ud af kampen om mesterskabet i semifinalerne. Der må vi have lært, at de hurtigt kan producere og vende en kamp. Så fuldt fokus er en forudsætning for succes, ikke mindst mod dem, understreger Energy-coachen.

Søndag aften spilles i Spar Nord Arena i Odense, hvor Bulldogs tager imod i ”Hundehuset”.

­­- Også i Odense er det lykkedes at få sammensat et godt hold. Det er i perioder lykkes for Paul Thompson, at få holdet til at præstere, senest da fynboerne slog Rødovre med 6-0. Men jeg fornemmer, en form for desperation og fandenivoldskhed på holdet, der ønsker at præstere, fortsætter Energy-coachen.

- Da den svenske back Jonathan Léman forlod os omkring turneringsstart, var det på et vanskeligt tidspunkt. Der er stadig camps i NHL, og de påvirker tingene i AHL og ECHL. Det samme gælder Sverige og Finland. Vi ser på mulighederne med åbent sind. Vi ser på, at vedkommende passer ind uanset om han er forward, back eller keeper, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Vær med i Veteran Match: Metal Ligaen hjælper veteraner videre i livet  Esbjerg Energy går på isen for danske soldaterveteraner