Veteran Match 2021 afvikles i Esbjerg med matchday-event i Granly Hockey Arena. 

Lokale veteraner samt deres familie opfordres til at tilmelde sig.

De har kæmpet for Danmark som stærke soldater, men er vendt hjem til en svær dagligdag. 

For at hylde og ikke mindst hjælpe disse veteraner til en bedre hverdag er Esbjerg Energy blandt værterne for den landsdækkende Veteran Match 2021. Lokalt finder det sted i uge 39 i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.

Veteraner vil blive inviteret til en officiel match day-hyldest i Granly Hockey Arena FREDAG D. 1. OKTOBER, hvor Esbjerg Energy tager imod Herning Blue Fox.

Veteran Match 2021 kører over det meste af landet fra uge 39 til uge 43 og blev lanceret i København sidste år. Her blev initiativet udviklet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF Soldaterprojekt), Københavns Kommune og Parken Sport & Entertainment. 

Generelt var erfaringerne så positive, at initiativet nu er udvidet til hele Danmark med deltagelse af toppen af dansk ishockey og fodbold. Således er alle klubber fra Metal Ligaen og Superligaen med i initiativet.     

”Erfaringerne fra DIF Soldaterprojekt viser med al tydelighed, at sport og fællesskaber er vigtige virkemidler i veteranernes kamp for at vende tilbage til et godt civilt liv. Derfor glæder vi os meget over, at veteranmatchen i år når ud til hele Danmark, så vi kan hjælpe endnu flere veteraner videre i livet, ” siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match 2021. 

Veteran Matchen byder på match day-events i Granly Hockey Arena, hvor veteranerne vil blive hyldet. Her vil der også blive rejst penge til fordel for veteranerne. I Granly Hockey Arena vil vi blandt andet sælge 1.000 lodder á 25,- kr. hvor vinderne umiddelbart efter kampen vil få overrakt en spillertrøje med autograf på isen.

Overskuddet går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.  

Er du veteran opfordres du til at tilmelde dig matchday-arrangementerne i kommunen via link på DIF Soldaterprojekts hjemmeside:  

https://www.difsoldaterprojekt.dk/event-details/veteran-match-2021 

For mere info om Veteran Match 2021 i Metal Ligaen:  

Kommerciel chef i Danmarks Ishockeyunion, Thomas Bjuring, tbj@ishockey.dk, 22474449

For generel info om Veteran Match 2021:  

Projektleder i DIF Soldaterprojekt, Rune Oland Tanggaard, rot@dif.dk, 27494950 

FAKTA 

Kort om Veteran Match 2021 

Formålet med Veteran Match 2021 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.  

Bag Veteran Match 2021 står DIF, en lang række fodboldklubber fra Superligaen alle hold i Metalligaen samt en række kommuner.  

Ambitionen er, at Veteran Match 2021 bliver en fast tilbagevendende begivenhed – over hele landet og i flere sportsgrene. 

Hele Metal Ligaen deltager som er følgende klubber: 

Esbjerg Energy, Aalborg Pirates, Frederikshavn White Hawks, Herlev Eagles, Herning Blue Fox, Odense Bulldogs, Rungsted Seier Capital, Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE 

Alle Superliga-klubber deltager: 

AAB, AGF, Brøndby IF, FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, OB, Randers FC, Silkeborg, SønderjyskE, Vejle og Viborg FF. 

Følgende kommuner deltager: 

  • Aalborg
  • Frederiksberg
  • Frederikshavn
  • Haderslev
  • Herlev
  • Herning
  • Ikast-Brande
  • København
  • Odense
  • Randers
  • Rødovre
  • Viborg
  • Vejle

2 udekampe på 3 dage! Esbjerg-assistent tilfreds med offensiven mandag aften