Weekenden byder på to kampe for Energy-holdet. I morgen fredag kl. 20.00 gæster Esbjerg Energy Nordjyske Bank Arena, hvor Frederikshavn White Hawks tager imod, og søndag klokken 15.00 lægger Granly Hockey Arena is til opgøret mellem Esbjerg Energy og Odense Bulldogs i Metal Ligaen.  

- Vi bliver med sikkerhed udfordret i Frederikshavn, for der findes ingen lette kampe i denne liga. Vi har haft det vanskeligt imod dem tidligere i år og tabt tre gange og de er særligt dygtige hjemme, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Målet er jo ganske klart. Vi ønsker tre point, og fredagskampen i Frederikshavn er ingen undtagelse. Pointene er vigtige, dels for moralen og troen, men samtidigt også fordi vi skal holde trit med Top4-holdene og helst minimere afstanden til dem.

Esbjerg Energy har spillet fire kampe mod Frederikshavn White Hawks. To er tabt i ordinær spilletid, en enkelt i 4. periode, mens vestjyderne kan glæde sig over en enkelt sejr.

- Nogle fokuserer muligvis på fraværet af Frederikshavns Jesper Jensen. Men alle hold har måttet undvære dygtige spillere og Jesper Jensen er dygtig og vigtig for dem, men andre overtager hans rolle, så vi har fokus på de spillere som er med i kampen mod os.

- Der er mindre end to døgn fra slutsignalet har lydt i Frederikshavn, til kampen i Esbjerg fløjtes op. Det giver mulighed for at nyde sejren fredag og tid til at forberede os om lørdagen til den næste kamp. Så der er ikke megen tid til at hvile, understreger Energy-coachen.

Esbjerg Energy har haft et bedre pointudbytte mod Odense Bulldogs i denne sæson. Tre sejre har vestjyderne kunnet glæde sig over, men har også måttet erkende et enkelt nederlag.

- Nu er fokus hos spillerne på fredagens opgave, men i trænerteamet har vi haft mulighed for at gøre vores forarbejde. Og på trods af sejrene ved vi, at Odense er et dygtigt hold, som vi gerne skal ”holde i meget kort snor” ikke mindst i tabellen.

- Holdet er forbedret i forhold til sidste sæson med stærke imports og en god dansk stamme. Og vi vil meget gerne tilbage på sporet. Vi tabte til et bedre Aalborg-hold, men havde muligheden mod Herning. Vi havde ikke marginalerne på vores side i den kamp, men det kan vi arbejde med, pointerer canadieren.

Odense Bulldogs har 68 point efter 37 kampe. Esbjerg har spillet en kamp færre og er noteret for 53 point. Frederikshavn har spillet 36 kampe og har sat 43 point ind på kontoen.

- Nu skal vi tilbage på sporet. Vi har godt nok tabt de to seneste kampe i Metal Ligaen, men hvis man ser på de seneste otte kampe, har vi vundet de seks af kampene. Så vi er på rette vej og holder fast i optimismen, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Frederikshavn-Esbjerg HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-Herning