I aften kl. 20.00 spilles kamp fem i kvartfinaleserien mellem Esbjerg Energy og Frederikshavn White Hawks i Granly Hockey Arena.

Marginalerne eller de små detaljer afgør ofte ishockeykampe og det var igen tilfældet for Energy, der tabte fredagens fjerde kamp i Metal Ligaens slutspilsserie med 4-3 efter forlænget spilletid til White Hawks, så begge hold nu har vundet to kampe hver.

- Vi gjorde hvad vi kunne, og leverede en god indsats, men det var desværre ikke nok. Vi fik ikke det udbytte af anstrengelserne som vi fortjente. Vi leverede en helstøbt indsats, hvor kun antallet af scoringer var for lille, men jeg er helt sikkert tilfreds med spillernes indsats, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Jordan Smotherman, Søren Nielsen og Valdemar Ahlberg scorede for Esbjerg Energy i kampen, der blev afgjort efter små fire minutters spil af fjerde periode.

- Generelt er jeg tilfreds med det spil vi leverede fredag i Frederikshavn, men der er altid småting eller detaljer, som man kan ændre på. Når man gør det meste rigtigt og leverer en god indsats er fokus nærmere på, at vi skal fortsætte med at gøre de ting, der fungerede for os.

- Vi skal fortsætte med at være klar fra første face-off til sidste dommerfløjt. Vi skal genfinde den arbejdsindsats og disciplin som vi så i fredagskampen og vi skal følge game-planen lige så godt som vi gjorde i Frederikshavn, fortsætter Energy-coachen.

Esbjerg Energy vandt de to første kampe i ordinær spilletid, mens Frederikshavn har vundet de to seneste i fjerde periode. Der spilles bedst af syv kampe, hvorfor begge mandskaber stadig mangler to sejre for at avancere til semifinalerne.

- Spillerne var frustrerede og ærgerlige efter 4-3 nederlag, og sådan skal det være. Men i dag fortsætter vi arbejdet frem mod søndagens hjemmekamp i Esbjerg. Vi retter fokus fremad og skal fortsætte med at gøre de rigtige ting, undgå for store mentale udsving og genfinde det rigtige mindset.

- Vi ved at Craig Puffer er tilbage efter udstået karantæne i søndagens kamp fem, efter at have siddet ude i kamp tre og fire. Jeppe Vinther fik comeback efter at have været ude med en skade siden før jul og gjorde det rigtigt godt. Og det glæder vi os over.

- Derfor er jeg overbevist om, at vi kan arbejde os tilbage i på vindersporet. At spille slutspil er fysisk og mentalt hårdt. Det ved spillerne og de vil gøre hvad de skal for at komme tilbage på sejrskurs. Vi behøver to sejre for at avancere og det har vi tre forsøg til at sikre, slutter Jason Jaspers. 

Foto: Niels Husted


Fire kampjubilarer blev fejret inden femte kvartfinale Spændingen er intakt inden aftenens kvartfinalekamp