Den 55-årige finne, Sami Lehtinen, fortsætter som assistent- og målmandstræner hos Esbjerg Energy

"Sami har masser erfaring og kom til klubben sidste sæson med nye ideer.  Næste sæson forventer vi der bliver bygget yderligere på sammen med Markus så vi når  tættere på vores mål som organisation", udtaler Sportschef Philip Larsen.

Sami Lehtinen har en lang karriere bag sig i skandinavisk ishockey, men har umiddelbart før skiftet til Esbjerg også fungeret som assistenttræner hos EHC Freiburg i den tyske DEL2.

- Det var en let beslutning at fortsætte arbejdet her. Esbjerg er et godt sted og Energy-organisationen fungerer rigtigt godt med klare roller og mål for det hele. Så jeg måtte spørge: Hvorfor ikke? understreger Sami Lehtinen fra Esbjerg Energy. 

- Og så er jeg rigtig glad for menneskene på og omkring holdet. Der er mange gode mennesker og jeg kan lide samarbejdet med cheftræner Markus Åkerblom. Jeg er også glad for samarbejdet med organisationen. Det går godt her og det arbejde vil jeg gerne fortsætte.

Energy assistenten stammer fra den finske by Rauma, der er beliggende i Satakunta-regionen ved den Botniske bugt små 100 km nord for Turku. Byen har omkring 40.000 indbyggere og er mest kendt for sine gamle velbevarede træhuse. 

- Og så kan jeg lide Esbjerg som by. Vejret her er ikke meget forskelligt fra vejret hjemme i Finland. Bare lidt varmere. Både Esbjerg og min hjemby ligger ved kysten. Det er havnebyer. Det føles meget hjemligt og det kan jeg godt lide. 

- Esbjerg som by giver dig mange muligheder. Du kan lave mange forskellige ting i byen. Jeg kan bl.a. lide at se sport. Jeg ser lidt håndbold og fodbold. Jeg har lært flere at kende i byen. Også udenfor ishockeyverdenen. Det gør, at jeg trives her, slutter Sami Lehtinen.


Den 31-årige back, Rasmus Schultz Lyø, er ny mand i Energy-trøjen