"Thomas er en dygtig ung spiller med masser af drive og vilje til at blive bedre. Han har taget fine skridt i sin udvikling hvert år, og vi glæder os til at hjælpe ham med at tage det næste skridt i den kommende sæson", udtaler sportschef Philip Larsen fra Esbjerg Energy.
Thomas Mondrup er forward og kan benyttes både som center og wing. Den 176 cm høje vestjyde er 21 år og har spillet fire sæsoner i Metal Ligaen. Han har desuden repræsenteret Danmark ved både en U18- og en U20-slutrunde.
"Jeg står stadig med en følelse af skuffelse efter den tidlige exit fra kampen om mesterskabet sidste sæson. Det var langt fra vores mål, og vi kom ikke i mål med det, vi ønskede. Der er ting, der skal ændres. Vi skal bryde tendensen med tidlig sommerferie," forklarer Thomas Mondrup.
"Nu er vi i gang med forberedelserne til den kommende sæson. Vi fik en kortere sæson, men også bedre tid til at forberede os, så vi kan stå skarpt, når vi går på is i august. Vi har et arbejde at gøre og noget at arbejde hen imod – og det er vi i gang med."
Den unge vestjyde går ind til sin femte sæson i Metal Ligaen og kan se tilbage på 178 kampe, 11 mål og i alt 35 point.
"Målet lige nu er at skabe det bedst mulige fysiske udgangspunkt, før vi går på is. Vi kigger fremad og vil gerne bygge på. Personligt vil jeg gerne blive stærkere, hurtigere og dygtigere. Når sæsonen starter, går det stærkt, men uden for sæsonen er der tid til at arbejde med detaljerne."
"Personligt vil jeg i næste sæson tage det næste skridt i min udvikling. Jeg vil blive bedre og bidrage endnu mere til holdet – og arbejde for, at sæsonen bliver længere, så vi som hold kan tage de næste skridt", slutter Thomas Mondrup.
Aftalen forudsætter godkendelse af licensudvalget.