Bitcoin Arena i Hørsholm lægger is til aftenens kamp i Metal Ligaen mellem Rungsted Seier Capital og Esbjerg Energy. En kamp, hvor den første puck kastes kl. 19.00.

- Det bliver en spændende kamp, hvor der er en del på spil. Rungsted og Esbjerg ligger tæt i den øjeblikkelige stilling. Ingen af holdene er tilfredse med den placering de har nu, så jeg forventer to top-motiverede mandskaber, der vil kaste alt ind i jagten på tre point, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Rungsted er et stærkt hold, hvor kæden med Marcus Olsson og Mattias Persson i en del år har præget Metal Ligaen. Vi spiller altid gode kampe mod hinanden og ikke mindst i Hørsholm har de imponeret mig, så vi skal være vågne fra start til slut.

- Der er ikke lang tid til den næste landsholdspause. Den vil vi gerne gå til med en god placering og en god følelse. Vi ønsker at sætte en god stime sammen i de fem kommende kampe, og det er jeg overbevist om også er ønsket i Rungsted. Kampen vil indikere styrken i forhold til Rungsted og kampene vil generelt give et hint om, hvor vi står op til landsholdspausen.

Esbjerg Energy er efter 14 kampe placeret på en øjeblikkelig 6. plads i Metal Ligaen med 18 point. Rungsted er nummer 7 også med 18 point men efter 13 kampe. Rungsted stiller til kampen med et friskt 4-0 nederlag til Herning Blue Fox i den mentale bagage. Esbjerg Energy tabte senest 5-4 efter straffeslag til SønderjyskE.

- Jeg tror kampen mod SønderjyskE underholdt tilskuerne godt. Vi fik scoret fire gange, men fra mit synspunkt fik vi ikke scoret nok i forhold til de chancer, som vi producerede. Det skal vi gøre bedre og jeg kan fortælle, at vi allerede er godt i gang med at arbejde på sagen, understreger Energy-coachen.

Tuomas Vartiainen, Grayson Downing, Philip Larsen og Simon Grønvaldt scorede for Esbjerg Energy mod SønderjyskE.

- Positivt er det også, at vi kom tilbage i kampen efter at have været bagud med 3-0. Vi kom endda foran med 4-3, men SønderjyskE satsede i slutminutterne og fik udlignet inden de vandt på straffeslag. Vi har kigget på videoen og konkluderet, at vi spillede skidt i syv minutter, men vi er generelt tilfreds med de 53.

- At spille godt i 53 minutter burde være nok, men i de syv minutter gav vi for meget væk. Vi skal også huske at glæde os over det fantastiske comeback efter at have været bagud med tre mål. Vi havde mulighederne for at lukke kampen, men mangler stadig lidt skarphed, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Rungsted-Esbjerg HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE FRA ESBJERG-SØNDERJYSKE