Efter et 4-2 nederlag til SønderjyskE i Vojens sidste fredag har Esbjerg Energy mulighed for revanche, når sønderjyderne i aften kl. 19.00 gæster Esbjerg og Granly Hockey Arena:
- Det bliver spændende. SønderjyskE er et godt hold og der er tale om et af de klassiske lokalopgør med meget på spil. Det vil altid være særligt for os at møde SønderjyskE, med eller uden mange tilskuere ”på lægterne”, så vi glæder os og forventer en velspillet og spændende kamp, beretter cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.
- Vi tabte til SønderjyskE i Vojens i fredags og vi skal lære af den kamp, ligesom vi skal lære af andre kampe. Konklusionen er, at vi skal forbedre os og levere en bedre præstation i den kommende kamp. Den spilles på vores hjemmebane i Esbjerg og den skal vi vinde, så vi skal være klar fra start og levere en helstøbt indsats.
SønderjyskE tabte tirsdag hjemme med 3-2 til Herlev Eagles efter ”overtime”. Esbjerg kom tilbage på sporet med en 4-3 sejr i Frederikshavn.
Braeden Shaw, Craig Puffer, Christian Wejse og Adam Cracknell scorede for Esbjerg tirsdag aften i det nordjyske.
- Sejren i Frederikshavn var vigtig for os. Vi havde tabt de to første kampe mod dem tidligt på sæsonen, så nu har vi også besejret dem. Vi spillede en god første periode i Frederikshavn, hvor vi bragte os foran med 3-0. Det lykkedes os at stå imod hjemmeholdets pres, også i undertal, og sikrede sejren og de tre point, selv om de fik reduceret, konstaterer Energy-coachen.
SønderjyskEs nederlag i overtid til Herlev betyder, at SønderjyskE er nummer fire i Metal Ligaen med 30 point efter 18 kampe. Esbjerg Energy er nummer tre med 35½ point efter 17 kampe.
- SønderjyskE er et godt hold, de er dygtige på skøjterne og spiller hurtigt. De tackler igennem og arbejder hårdt. Og det skal matches, hvis vi skal vinde kampen og revanchere nederlaget i Vojens. SønderjyskE har været tophold i Metal Ligaen i mange år og den slags er ikke tilfældigt, så vi skal være klar fra start, slutter Jason Jaspers.
Mindre end to døgn efter kampen mod SønderjyskE har Esbjerg Energy en ny mulighed for point. Søndag klokken 14 gæster vestjyderne Rødovre Centrum Arena, hvor lokale Rødore Mighty Bulls tager imod.
Københavnerne kæmper en hård kamp om en slutspilsplads og er placeret på Metal Ligaens ottendeplads med 12½ point efter 18 kampe.
Foto: Niels Husted