Efter fredagens 7. kamp i kvartfinaleserien mellem Esbjerg Energy og Odense Bulldogs var der vestjysk avancement til semifinalerne mod Aalborg Pirates og fynsk sommerferie. Den første kamp i serien mellem Esbjerg og Aalborg afvikles i morgen tirsdag kl. 19.30 i Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg:

- Allerede før slutspillet stod det klart, at der var seks stærke hold i ligaen. De fem af disse hold var styrkemæssigt ret tætte. Odense var et af de mandskaber, men kun et hold kunne avancere fra vores serie. Alle fem hold havde en fair chance for at gå hele vejen. Nu er der fire tilbage, så det bliver spændende, vurderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy. Odense rådede over et dygtigt hold. De formåede at presse os i kvartfinaleserien. Vi arbejdede os ind i serien og løftede vores niveau.  Vi fik justeret på detaljer og fandt rytmen. Det fokus som bragte os videre, skal vi fastholde gennem hele semifinaleserien mod Aalborg. Ellers vil der være ”kontant afregning”. Så vi kender kravene.

Esbjerg Energy vandt fredagens 7. og afgørende kamp med 4-1 i Odense efter Esbjerg-scoringer af Andreas Grundtvig, Gordon Ballhorn, Csanad Erdely og Simon Grønvaldt. Aalborg Pirates sendte Rødovre Mighty Bulls på sommerferie med fire sejre mod én.

- Aalborg har vundet de to seneste danske mesterskaber. Og de har igen i år vundet grundspillet i Metal Ligaen. Jeg hæfter mig særligt ved ”Pirates” offensive kvaliteter. De formår med en aggressiv forechecking at lægge pres på modstanderne. Og kan fortsætte med det, for de har stor bredde og kvalitet. Det skal vi være klar til at modstå.

Aalborgs kvaliteter indgyder respekt. Hvis vi skal matche dem, skal vi præstere. Spillet skal flyde, pasningerne skal serveres på bladet, der skal træffes gode valg og der skal arbejdes hårdt. Vi ved, at vi kan matche dem, når spillet flyder. Men tingene skal lykkes for os, hvis vi over syv kampe skal sende Aalborg ud af mesterskabskampen, fortsætter Energy-coachen.

”Limfjordens pirater” har i denne sæson haft et godt tag på vestjyderne. ”Energy” har vundet én kamp mod ”Pirates”, men har måttet se sig besejret fem gange. 

- Skarpheden og effektiviteten i begge ender er nødvendig, hvis vi skal matche Aalborg. Vi må og skal gøre tingene rigtigt, hvis vi over syv kampe skal udfordre dem. Men det kan lade sig gøre. Nu har vi som trup haft mulighed for at glæde os over avancementet fra kvartfinalerne. Derefter er det tid til igen at fokusere på den næste opgave. Spillerne skal nyde de oplevelser, som et slutspil giver. Mange vil sige, at det er derfor de spiller. Men med kvalifikationen til semifinalerne venter en ny stor opgave. Alle skal tilbage i slutspilsmode, i boksen eller i zonen. Man kan ikke hænge for længe med hovedet efter en skuffelse, eller juble for længe over en sejr. Mindsettet skal på plads til kampen, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Påsken byder på masser af hockey! Salgs- og Eventmedarbejder søges