Rungsted Seier Capital er med sejren i topopgøret nu tæt på at sikre førstepladsen i grundspillet.

Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 2-1 (2-0,0-0,0-1) Rungsted Seier Capital mangler blot en enkelt sejr for at sikre sig førstepladsen i grundspillet i Metal Ligaen. Erik Hjalmarssons mandskab vandt i aften 2-1 over Aalborg Pirates i en tæt kamp, der blev knap så åben og underholdende end flere af de tidligere opgør mellem de to hold i denne sæson.

Det blev gennemgående en jævnbyrdig match, hvor Rungsted fik to yderst vigtige scoringer i første periode.

Først i kampens åbning, hvor Nikolaj Rosenthal selv satte et angreb i gang, arbejdede sig dybt ind i zonen og selv fangede returen, da angrebet blev afsluttet. Stærk aktion af Rosenthal, der igen viste sin målnæse.

Aalborg var igen uden Julian Jakobsen og heller ikke med nogen overraskende deadline-signing inde på holdet – endnu. 

Rungsted savnede markante Tyler Fiddler, der blev afløst af Frederik Høeg i førstekæden. 

Spencer Humphries tog en kostbar udvisning, som Rungsteds svenskere lynhurtigt udnyttede kort før pausen til 2-0-føring. Bergman skød på skinnen, Persson tog returen. 2-0. 

Aalborg havde godt fat i anden periode, men hjemmeholdet leverede en “kontrolleret defensiv” og holdt føringen i de midterste 20 minutter. Debut også til finske Joonas Hurri, der leverede en hverken eller-indsats, men formentlig bliver en solid fyr i den resterende del af sæsonen.

Hurtig scoring til Aalborg i tredje periode, som Højbjerg-brødrene stod bag med en Mathias Røndbjerg-skøjte som mellemstation. Tættere på kom gæsterne ikke, selv om Pirates forsøgte at presse på. Ronan Quemener parerede et straffeslag på Robin Bergman sent inde i kampen, og det blev aldrig helt spændende til sidst. 

Inden kampen tog 1120 tilskuere en tårevædet afsked med Mikael T. Christensen, der takkede efter en fin karriere, der på grund af hjernerystelser aldrig helt nåede at kulminere. Men han har dog været en stor del af det Rungsted-hold, der takket være et flot grundspil går ind i DM-kampen som guldfavorit. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates Målmændenes aften i Vojens, 2-1 til SønderjyskE