En vestjysk foræring var med til at sætte Odense i gang og siden så fynboerne sig ikke tilbage. Særligt i anden periode var gæsterne Esbjerg overlegne både spillemæssigt og tempomæssigt.

Esbjerg Energy - Odense Bulldogs 2-4 (1-2, 1-2, 0-0)

Odense gæstede fredag aften Granly Hockey Arena til sæsonens andet opgør mod Esbjerg. Det var Esbjerg der havde revanche til gode, da Odense i overtiden vandt sæsonens første indbyrdes opgør de to hold imellem.

Til aftenens kamp stillede Odense med fuldt hold, mens Esbjerg igen måtte undvære Jeff King og Frederik Bjerrum. Målmandsduellen stod mellem Fredrik Bergvik og Jacob Smith.

Forud for kampen blev Grayson Downing kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Effektivt Odense-mandskab tog føringen

Esbjerg fik sådan set en fin start på kampen. Vestjyderne kom ud med en offensiv attitude og lagde et højt pres på gæsterne, som blev mødt langt fremme på isen. Det høje pres hjalp dog ikke Esbjerg meget, da vestjydernes keeper Jacob Smith indtog en lidt uheldig hovedrolle.

Odense lagde efter godt tre minutter en dyb puck ned bag Esbjerg-målet, hvor den canadiske keeper skøjtede om for at møde gummiskiven. Herfra sendte Smith pucken ind foran eget mål, hvor det resulterede i en farlig situation. Gæsternes Jeppe Jul Korsgaard trykkede straks af og situationen skabte lettere panik.

Inden Smith helt var kommet på plads i målet så havde Daniel Baastrup Andersen, fra en relativt spids vinkel, sendt pucken ind bag Smith, der nok burde have forhindret scoringen - eller i det mindste have undgået, at sende pucken ind foran eget mål. Men kynisk og effektivt udnyttet af gæsterne, der takkede for den stort set gratis mulighed for at bringe sig på 0-1.

Glæden i Odense-lejren skulle dog vise sig særdeles kortvarig, da Esbjergs Oliver Kjær slog til i modsatte ende blot 11 sekunder senere. Odense vandt endda faceoffen i midtzonen efter føringsmålet, men alligevel lykkedes det altså for Esbjerg at få den generobret, inden Oliver Kjær blev sendt af sted og strøg forbi et par Odense-spillere, før han udlignede med et velplaceret håndledsskud. 1-1 var dermed en realitet.

Odense lod sig dog ikke slå ud og fynboerne fik sig i de efterfølgende minutter etableret i Esbjergs zone ved et par lejligheder. Et af disse angreb bar frugt, da gæsterne genetablerede føringen efter små syv minutters spil. Joakim Thelin sendte pucken mod mål og inde foran kassen var Filips Buncis manden bag en fin styring og gæsterne var dermed oppe med 1-2.

Andreas Grundtvig sendte minuttet efter gæsterne i overtal, da han tog kampens første udvisning for en slashing. Men gæsternes power play blev aldrig rigtigt for alvor farligt ved denne lejlighed. Til gengæld tilkom Esbjerg en stor mulighed på en kontra i undertal, hvor Phillip Schultz og Oliver Kjær begge var tæt på at udligne for værterne.

13 minutter inde i opgøret måtte Mikkel Rask til afkøling for en interference i egen zone og Odense kunne atter rulle overtalsformationerne ud. Denne gang var der mere bid i det fynske power play-spil. Men trods glimrende etableret overtalsspil i Esbjergs zone, så var et forsøg på ydersiden af stolpen det tætteste Odense her kom på endnu en scoring.

Esbjerg fik lov til at slutte åbningsperioden i overtal, da Magnus Boesen indkasserede en udvisning for charging et minut før pausesignalet. Overtallet fik vestjyderne lov til at bære med over i starten af anden periode.

Passive vestjyder i problemer

Anden periode skulle vise sig at blive alt andet end imponerende set med vestjyske øjne. Efter tre minutters spil sendte Odense den første advarsel om hvad der ventede, da Radim Piroutek blev sat perfekt op til afslutning, men tillod sig at brænde på et næsten tomt mål bag Jacob Smith. Retfærdigvis skal det dog siges, at Piroutek blev presset bagfra i afslutningsøjeblikket.

Som anden periode skred frem stod Odense fortsat for næsten alt hvad der hed spillemæssigt initiativ. Fynboerne havde kampens klare momentum, mens Esbjerg hele tiden var et skøjtetag eller to bagefter.

Derfor var det heller ikke specielt overraskende, at gæsterne kunne tage føringen syv minutter inde i perioden. Scoringen var et meget godt billede på situationen i anden periode, da gæsternes Mathias Mølgaard tog en hel runde i Esbjergs zone, hvor han fik lov til at gøre præcist hvad der passede ham, inden han lagde pucken til rette for Jonas Bjerrum, der resolut sendte skiven op i fjerneste målhjørne til 1-3, mens en flok passive vestjyder var overladt til en rolle som statister.

Vestjyderne havde i sandhed svært ved at skabe chancer og de få vestjyske angreb der trods alt var, ja de endte ofte med ufarlige afslutninger fra distancen.

I modsatte ende var det imidlertid alt andet end ufarligt, når gæsterne pressede på. Efter 13 minutter stod Odense-spillerne således nærmest i kø for at udbygge den fynske føring. Uhindret fik gæsterne først lov til at sende en afslutning rent på stolpen og da pucken efterfølgende sprang ud fra metallet, ja så var fynboerne også først over returen, som Jonathan Brinkman ubesværet sendte ind i det tomme mål bag en sagesløs Jacob Smith. Odense førte nu 1-4 og igen syntes vestjyderne alt for stillestående og passive.

Esbjerg fik et spinkelt halmstrå af håb at klamre sig til efter et kvarters tid, da gæsternes Filips Buncis sad udvist for en interference. Esbjerg formåede her at få sig etableret med et glimrende power play-spil i gæsternes zone, hvor Niklas Andersen med et håndledsskud reducerede fra en position nogenlunde midt i slottet. Stillingen var dermed 2-4.

Med lidt mere skarphed havde Esbjerg fået reduceret endnu en gang et halvt minut før pausesignalet, da Andreas Grundtvig leverede en fornem tværpasning til Aleksi Halme, som dog måtte se Fredrik Bergvik præstere en fornem redning i gæsternes mål.

Aldrig for alvor spændende

Tidligt i tredje perioden fik Esbjerg en oplagt mulighed for at bringe spænding tilbage i opgøret, da gæsternes Jeppe Jul Korsgaard blev udvist for en hooking. Men desværre for hjemmeholdet, så var udbyttet af power playet yderst begrænset.

Men der var trods alt lidt mere gejst og vilje at spore i det vestjyske spil i tredje periode, hvor tempoet også havde fået et nøk opad. En hårdtarbejdende Phillip Schultz førte an i forsøget på at skabe et eller andet i Odenses ende, hvor det da også lykkedes for selvsamme Schultz, at få fremprovokeret en udvisning til gæsternes Mikkel Hansen.

Men selvom Esbjerg afsluttede mest, så tilkom tredje periodes største mulighed Odenses Radim Piroutek, der fik chancen på en friløber. Her fik Smith dog pillet pynten af Odense-forwarden.

I en sidste satsning erstattede Esbjerg Jacob Smith med en ekstra markspiller, da der resterede godt tre minutter af opgøret. Men ud over et større klumpspil og efterfølgende tumult foran Odense-målet, så skete der ikke det store i kampens sidste minutter, selvom Esbjerg naturligvis forsøgte at presse på for et reduceringsmål.

Helt spændende blev opgøret dermed aldrig rigtigt for alvor og Esbjerg måtte erkende, at aftenens indsats var utilstrækkelig, mens Odense var ganske effektive når mulighederne bød sig.

Esbjerg Energy valgte #13 Oliver Kjær til kampens spiller.


ODENSE METAL FINAL4-KLAR efter 4-2-sejr i Esbjerg OPTAKT: Esbjerg Energy-Odense Bulldogs