"Esbjerg har været mit hjem"

Efter fire sæsoner i Esbjerg Energy har den amerikanskfødte back Jeff King valgt at stoppe sin professionelle ishockeykarriere. Et nyt kapitel venter i hjemlandet, hvor han vil starte en virksomhed sammen med sin bror. Dermed siger en af klubbens mest populære profiler farvel til dansk ishockey.

Efter 10 år som professionel ishockeyspiller – og de seneste fire i den gule trøje – har Jeff King truffet beslutningen om at sætte punktum for sin aktive karriere. Beslutningen skyldes blandt andet en række skader og ønsket om at vende hjem til familien. 

En ny hverdag venter – men hockey er stadig en del af ham

Selvom beslutningen er truffet, er det stadig svært helt at forstå, at livet som professionel hockeyspiller er slut.

"Jeg føler mig stadig som en hockeyspiller. Det er først til august, når jeg ikke skal på flyet tilbage til Danmark, at det nok rigtig går op for mig," siger han.

Særligt fællesskabet og livet omkring holdet bliver svært at undvære.

"Det er nemt at svare på, hvad jeg kommer til at savne mest: Omklædningsrummet, sammenholdet og det at være en del af et team. Det er en familie, som de fleste aldrig får lov at opleve. Ni måneder om året er de den tætteste familie jeg har.”

Jeff King kom til Esbjerg Energy for fire sæsoner siden, og opholdet i den vestjyske klub har sat dybe spor hos den amerikanske back.

"Jeg er blevet behandlet fantastisk – af klubben, byen, fansene og spillerne. Jeg har altid følt mig hjemme, og det var let at sige ja til at blive i fire år," siger han.

Et af karrierens højdepunkter var sidste års slutspil, hvor Esbjerg Energy kæmpede sig gennem både kvart- og semifinale i syv kampe og spillede en intens finale.

"Selvom vi ikke vandt, var det en af de bedste spilleoplevelser, jeg har haft i mit liv. Det var helt specielt."

Taknemmelighed og et farvel til fansene

Jeff King glæder sig over at kunne komme hjem til familien og sine hunde som han nu endelig kan fejre jul, Thanksgiving og andre højtider med.

Han udtrykker sin taknemmelighed for den behandling han har fået af klubben, og sender her en videohilsen til Esbjerg Energys fans. 🎤

Vi ønsker Jeff King alt held og lykke med sin nye tilværelse.

Du kan finde Jeffs karriere i tal på Elite Prospects


Markus Åkerblom er ny cheftræner i Esbjerg Energy Tjekkiske #29 Tadeas Galansky indtager målet i den nye sæson