Esbjerg hentede fredag aften tre point hjemme mod Odense. Sejren blev sikret i første og tredje periode, mens Odense i anden periode vendte kampen på hovedet i løbet af ti minutter.

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 5-3 (2-0, 1-3, 2-0)

Odense og Esbjerg krydsede fredag aften klinger for sidste gang i denne sæsons grundspil, da fynboerne gæstede vestkysten og Granly Hockey Arena. Til aftenens kamp stillede Odense uden Frederik Søgaard, Mathias Mølgaard, Alberto Pison og Rasmus Simonsen, mens Esbjerg måtte undvære Arturs Salija, Victor Sand, Yanick von Bergen og Tobias Ebener. Målmandsduellen stod mellem Fredrik Bergvik og Mathias Seldrup.

Forud for kampen blev Brandon Magee kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Stærk Esbjerg-offensiv gav tomålsføring

De vestjyske værter indledte opgøret med et stærkt offensivt mindset. Gæsterne blev således sat under pres nærmest fra første faceoff. Især Esbjerg-kæden med Andreas Grundtvig, Oliver Kjær og Phillip Schultz forvoldte gæsterne problemer, og det godt sammentømrede trekløver kom da også frem til to ganske habile chancer allerede i deres første skift i kampen.

Josh Winquist tegnede sig dog for kampens hidtil største chance, da han efter et par minutters spil kom til afslutning fra en position midt i slottet. Men Fredrik Bergvik leverede en fornem redning med gribehandsken ved den lejlighed.

Spillet foregik hovedsageligt på vestjyske præmisser gennem det meste af åbningsperioden, hvor også Rasmus Bjerrum og Phillip Larsen bød ind med afslutninger, og dermed var med til at sikre 6-1 i afslutninger efter fem minutters spil.

Efter ni minutter skulle det lykkedes for hjemmeholdet at få hul på bylden, da Gordie Ballhorn stødte med frem og trykkede af på en tværpasning fra Rasmus Bjerrum. Via en Odense-stav gik pucken i en blød bue over Bergvik og endte i netmaskerne. 1-0 var dermed en realitet.

Odense lurede gennem det meste af første periode primært på kontramuligheder, men skarpheden udeblev, når chancen endeligt bød sig. Joakim Thelin var således tæt på efter 14 minutter, men forsøget strøg lige forbi fjerneste opstander. I stedet vendte Esbjerg spillet og få sekvenser senere var stillingen 2-0 til værterne.

En høj pasning dumpede ned for næsen af Jeff King, der straks ekspederede pucken videre til Andreas Grundtvig, der sendte et følt håndledsskuld på mål. Et forsøg Bergvik formentligt gerne ville have gjort mere ved. Men ikke desto mindre endte pucken altså i Odense-målet og Esbjergs føring var fordoblet efter et kvarters spil.

Stillingen på 2-0 skulle vise sig at holde perioden ud. En periode hvor der i overvejende grad var tale om envejstrafik ned mod gæsternes mål, og hvor Esbjerg vandt skudstatistikken med hele 20-7.

Odense kom stærkt igen i anden periode

I anden periode behøvede gæsterne til gengæld ikke mere end et par minutter, før der var reduceret til 2-1. Recepten var ganske enkel, og fynboerne gjorde her kort proces. Markus Jensen sendte fra en position bag mål pucken ind foran kassen til Radim Piroutek, der resolut sendte skiven højt op i målet.

Efter otte minutter formåede gæsterne også at bringe balance i regnskabet, da Martin Larsen tog chancen og fyrede kanonen af fra distancen. Det skulle vise sig at være en ganske god idé, for trods frit udsyn for Seldrup i Esbjerg-målet, så fik forsøget lov til at gå hele vejen.

Fynboerne havde nu fået blod på tanden, mens der var usikkerhed at spore i Esbjerg-defensiven. Fie minutter efter gæsternes udligning blev det da også 3-2 til Odense, da Joakim Thelin tog chancen fra en halvspids vinkel. En ganske optimistisk afslutning, men pucken strøg op over skulderen på Seldrup, der græmmede sig efter scoringen, mens humøret i gæsternes lejr selvsagt var noget bedre. Fuldt forståeligt, da Odense havde formået at vende kampen på hovedet i løbet af ti minutter.

Odense fik mulighed for at gøre ondt værre for Esbjerg, da Gordie Ballhonr efter 14 minutter tog kampens første og eneste udvisning. Men i stedet for et overtalsmål til gæsterne, så udnyttede Esbjerg at Odense fumlede med pucken i egen zone: Josh Winquist fik erobret pucken, hvorefter han lagde den til rette for Juuso Walli, der læste situationen og stødte med frem. Walli sendte pucken ind bag Bergvik og Esbjerg havde udlignet i undertal.

Csanad Erdely fik chancen for at genetablere vestjydernes føring, da han efter 17 minutter blev sendt af sted på en friløber. Men skarpheden manglede og med 3-3 på tavlen var kampen således helt åben forud for tredje periode.

Magee viste skarphed og blev matchvinder

Vestjyderne kom stærkt ud til tredje periode, hvor man allerede efter et minut var tæt på at tage føringen. Men det blev til en pasning for meget og den store chance løb ud i sandet for hjemmeholdet.

Også Frederik Bjerrum ville lege med, da han minuttet efter kom frem til et giftigt forsøg tæt under mål. Men Bergvik kom på tværs med benskinnen og forhindrede vestjysk føring.

Odense-keeperen måtte til gengæld kapitulere otte minutter inde i tredje periode, da Brandon Magee viste uhyggelig skarphed. Gæsternes Nicolai Weichel fumlede med pucken omkring egen blue line, hvor Esbjergs Rasmus Bjerrum tog over og sendte skiven videre til Brandon Magee, der fra faceoff-pletten viste uhyggelig skarphed, da han fandt et meget lille hul over Bergviks skulder. Esbjerg var dermed oppe med 4-3.

Phillip Schultz tegnede sig for en stor arbejdsindsats og et godt forsøg, da han efter et kvarter stjal pucken fra en Odense-back og gik direkte på mål, uden at det dog kastede en scoring af sig.

Med halvandet minut tilbage trak Odense målmanden ud til fordel for en ekstra markspiller. Men i stedet for fynsk udligning, så kunne Josh Winquist lukke og slukke kampen med en scoring i tomt mål, i øvrigt efter et uselvisk oplæg fra Csanad Erdely. Esbjerg snuppede dermed alle tre point.

 


Herlev vandt derbyet i sikker stil WHITE HAWKS DEFENSIV IGEN UDSTILLET: Tabte stort til SønderjyskE på egen is