I morgen fredag kl. 19.30 spiller Esbjerg Energy den sidste kamp før jul i Metal Ligaen, når esbjergenserne tager imod Odense Bulldogs hjemme i Granly Hockey Arena.

- Jeg er stadig glad efter tirsdagens sejr over Herning Blue Fox. Og stoltheden fylder også en del hos mig efter den seneste præstation. Vi spillede en fænomenal hjemmekamp mod et tophold og lykkedes med meget, så jeg vil kalde præstationen for formidabel, understreger cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Vi har lært en del af den seneste periode med masser af afbud. Holdet viste tirsdag, at hårdt arbejde kombineret med koncentration gør, at vi kan udfordre de bedste i ligaen selv med en smal trup. Det gør en forskel og giver os et rigtigt godt udgangspunkt for hjemmekampen mod Odense fredag aften i Esbjerg.

Esbjerg Energy har vundet de to seneste kampe i Metal Ligaen i Hørsholm mod Rungsted Seier Capital med 5-3 og hjemme i Granly Hockey Arena mod Herning med 3-2. Med sejren har Energy hentet 9 af 15 mulige point i de seneste fem kampe og er noteret for 43 point efter 28 kampe.

Odense Bulldogs har spillet 28 kampe, og kan glæde sig over 45 point og har sikret 9 af 15 mulige point i de seneste fem kampe. Tirsdag aften tabte fynboerne dog med 4-1 til Rungsted i Hørsholm.

- Vi får scoret på de rigtige tidspunkter mod Herning. Og effektiviteten er vigtig. Tirsdagens sejr indikerer, at det flotte resultat ude mod Rungsted ikke er en tilfældighed. Vi beviste over for os selv og omgivelserne, at vi godt kan, også mod de bedste og mest formstærke hold, selv med et afbudsramt mandskab. Det er et godt udgangspunkt for kampen mod Odense.

- Vi fik de unge retur fra U20-VM og det betød noget for os, at Thomas Mondrup, Tobias Ebener og Sebastian Skovning var tilbage. Thomas Mondrup bliver matchvinder med scoringen til 3-2 mod Herning og Sebastian Skovning får en assist ved målet til 2-1. De tre leverer en fejlfri indsats, så de bragte meget til holdet i den kamp, understreger Energy-coachen.

Odense Bulldogs har vundet de to kampe på Fyn med 4-3, mens Esbjerg Energy måtte ud i straffeslag, før 2-1 sejren i hjemmekampen mod fynboerne var sikret.

- Odense er et stærkt mandskab med gode offensive kompetencer. Selv når de har været udfordret har de produceret godt med en smal trup. Men de seneste resultater mod Rungsted og Herning har understreget vores muligheder, så jeg er optimistisk før fredagens kamp mod Odense.

- Nu har vi glædet os, nu skal vi tilbage til arbejdet. De seneste præstationer understreger, at alt er muligt for os. Vi ved, at der ikke er mandskaber, som vi ikke har mulighed for at slå, hvis vi gør tingene rigtigt, arbejder hårdt og holder koncentrationen. Men det kræver, at vi kan holde niveauet. Men det tror jeg vi kan, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Odense havde ingen problemer med at slå Esbjerg for tredje gang GOALSHOW: Se målene fra Esbjerg-Herning