Tirsdag aften venter endnu en vanskelig opgave, når Esbjerg Energy hjemme i Granly Hockey Arena tager imod topholdet Aalborg Pirates i Metal Ligaen:

- Grundspillet lakker mod den berømte ende. Pointene skal fordeles i kampene, de endegyldige placeringer i grundspillet fordeles og holdet skal justeres frem mod de afgørende kampe i slutspillet. Vi formåede med to sejre over Odense, som vi gerne vil distancere i tabellen, at tage maksimumpoint mod en modstander, som tidligere har besejret os tre gange i år, konstaterer assistenttræner Erik Petersen fra Esbjerg Energy.

- Vi vandt årets første kamp i Aalborg, men har ellers haft det vanskeligt mod ”Pirates”. Men jeg tænker også, at vi stiller med et anderledes hold, hvor vi har fået nye spillere ind, og hvor skadede og syge spillere er tilbage. Vi har tidligere vundet med tre kæder deroppe efter en drømmestart, så nu bliver det spændende at se mulighederne med fire kæder.

Esbjerg Energy har tabt fire kampe til Aalborg og vundet en af de fem foreløbige kampe. Nordjyderne fører ligaen med 87 point efter 42 kampe. Vestjyderne er en del af et tæt forfølgerfelt med 77 point efter 43 kampe.

- Vi mener selv, at vi har et stærkt hold med bredde og mange dygtige spillere. Vi har arbejdet på at forbedre præstationerne. Det kunne resultaterne antyde er lykkedes og vi arbejder konstant på at forbedre os yderligere. Nu er Aalborg næste pejlemærke, forklarer Energy-assistenten.

- Det har hjulpet os, at få folk tilbage, for skaderne sled på truppen. Gordie Ballhorn og Philip Larsen har begge været ude i længere tid, men generelt synes jeg vi har en god back-linje. Med seks eller syv kampklare backer har vi et godt fundament, som vi bygger spillet op ud fra. Nu har vi fire kæder til at udfordre Aalborg, så det bliver spændende.

Esbjerg Energy har vundet de fire seneste kampe. To sejre mod Odense Bulldogs og to sejre mod Rødovre Mighty Bulls. Vestjyderne har hermed sikret 12 af 15 mulige point i de seneste fem kampe. Aalborg Pirates har vundet to af de seneste fem kampe og har kunnet glæde sig over syv point til tabellens stilling.

- Vi møder et erfarent og rutineret Aalborg-mandskab. De er generelt stabile i præstationerne og er en farlig modstander. ”Pirates” har vundet meget og er rigtigt dygtige til at lægge et stort og tungt pres på modstanderne langt fremme på banen. Det skal vi kunne håndtere.

- Vi stiller til kampen med en 5-3 sejr fredag aften over Odense i frisk erindring. Vi fik en god start og havde hurtigt 20 skud mod ”Bulldogs-målet”. I anden periode mister vi momentum og kommer bagud med 3-2. Men vi vender det tilbage ved at holde dem fra scoring i et powerplays, ved at udligne til 3-3 i undertal og cementerer det med Magees scoring til 4-3. Det momentum skal vi tage med til kampen mod Aalborg, slutter Erik Petersen.  

Foto: Niels Husted 


Kyniske Aalborg snuppede tre point mod uskarpe Esbjerg GOALSHOW: Se målene fra Esbjerg-Odense