I morgen tirsdag kl. 20.15 tager Esbjerg Energy imod Aalborg Pirates i Granly Hockey Arena. Og cheftræner Jason Jaspers forventer god ishockey i Metal Liga-kampen.

- Det ender altid med gode kampe mellem Esbjerg Energy og Aalborg Pirates. De to mandskaber kender hinanden og man kan sige, at holdene står godt til hinanden. I truppen har vi klare forventninger til kampen. For det første skal vi tilbage på vindersporet, efter at have tabt i overtid i Frederikshavn for en uge siden, understreger Energy-coachen.

Esbjerg Energy førte i Frederikshavn men måtte slutteligt se sig besejret med 4-3 efter overtime. Craig Puffer blev dobbelt målscorer, Kale Kerbashian scorede en gang for vestjyderne.

- For det andet skal vi æde os selv. Efter en periode, hvor vi har været pressede på holdets bredde er det et must, at levere det ekstra, som afgør kampene. Vi møder et stærkt mandskab, som har præget toppen af dansk ishockey de seneste sæsoner, så det bliver en god test for os, fortsætter den 40-årige canadier.

Aalborg Pirates er ligaens øjeblikkelige nummer to med 23 point efter 12 kampe. Esbjerg Energy er nummer seks med 16 point efter 11 kampe. 

- ”Pirates” er et mandskab med mange profiler. Her er stærke imports kombineret med danskere, der for nogens vedkommende har en udlandskarriere bag sig. Det kan være en udfordring at få mange stjerner til at fungere sammen, men det er et stærkt mandskab, understreger Jason Jaspers.

Blandt de danske profiler i Limfjordsbyen kan nævnes Thomas Spelling, Julian Jakobsen og Patrick Bjorkstrand, men på alle pladser er holdet velbesat.

- For vores eget vedkommende har vi begået alt for mange fejl. I nogle kampe har vi nærmest formået at tabe til os selv, eller forære tingene væk. Vi har ”dummet os” på de værste tidspunkter, og det har kostet os point, fortæller Energy-chefen.

Esbjerg Energy har blot hentet et point i de to seneste kampe. I hjemmekampen mod SønderjyskE scorede gæsterne tre mål på 1 minut og 12 sekunder, og i Frederikshavn førte vestjyderne med to mål.

- Man kan sige, at vi skal gøre de små ting rigtigt. Vi skal søge marginalerne eller de ekstra procenter og gå de ekstra skridt. Vi vil eliminere fejlene og skabe et momentum og her kan vi passende starte i hjemmekampen tirsdag aften mod Aalborg Pirates, slutter Jason Jaspers.

Aalborg Pirates har senest besejret Odense Bulldogs med 8-5 og i kampen før blev Rødovre Mighty Bulls besejret med 5-2.

Foto: Niels Husted


Målmandsduo intakt i Energy Billetsalget er åbnet til Landskampene i Granly Hockey Arena