En ny sæson står for døren og første kamp spilles på hjemmebanen Granly Hockey Arena søndag kl. 15.00, hvor Esbjerg Energy tager imod Rungsted Seier Capital.

- Det er stadig tidligt og turneringen er endnu ikke begyndt for os. Men alle glæder sig. Forberedelserne er vel overstået og jeg kan fastslå, at alle har gjort det godt og er klar til den første kamp. Det bliver spændende, ikke bare for spillerne, men også for os omkring holdet og for publikum, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Esbjerg Energy sluttede sidste forår grundspillet på Metal Ligaens 4. plads og besejrede SønderjyskE med fire sejre mod to i de to mandskabers indbydes kvartfinaleserie. Semifinalerne blev dog endestationen for vestjyderne, der blev besejret 4-3 i kampe af Herning Blue Fox.

Rungsted Seier Capital sluttede grundspillet som nummer otte, og måtte se Aalborg Pirates sende nordsjællænderne på tidlig sommerferie med fire nordjyske sejre mod tre sjællandske. Men nu venter en ny sæson.

- Det er altid vanskeligt at danne sig et tidligt indtryk af modstanderne. Vi har mødt dem i en træningskamp som vi vandt 5-4, men et er træningskampe, noget andet er turnering. Jeg holder mig til, at Rungsted altid har en stærk trup og det har de også i år. Og at Rungsted blev danske mestre både i 2019 og 2021, fortsætter Energy-coachen.

- Mark Pederson er ny træner i Rungsted og Mark er en dygtig træner. Det er dejligt, at han er tilbage i Metal Ligaen.  I Esbjerg viste han med to mesterskaber, at han kan skabe succes og jeg er sikker på, at han også kan byde ind med noget i Rungsted, så det bliver et positivt gensyn søndag i Granly Hockey Arena.

Den nye Capital-coach Mark Pederson er blevet 55 år og var cheftræner hos Esbjerg Energy fra 2014 til 2020. Nu hedder assistenten i Rungsted Thor Dresler, som ligeledes var assistent for Pederson i Esbjerg fra 2015 til 2020.

- Det er nu ikke min opfattelse, at det vil være enten en fordel eller en ulempe for os, at det er den tidligere Esbjerg-træner, der står i den modsatte boks. Holdene er nye og der er kommet mange til, siden Mark var i Esbjerg, men det bliver spændende og alle vil være motiverede for at arbejde for en god start på sæsonen.

- Som altid vil vi have fokus under kampen rettet mod os selv. Vi skal være klar fra start, tage et skift ad gangen og holde fokus og mindsettet til kampen er slut. Træffe de gode valg og gøre hinanden bedre. Det er der ikke meget nyt i, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Med hiv og sving: Esbjerg fik skovlen under Mark Pedersons Rungsted 6-1: Esbjerg synes klar til sæsonstart