Efter otte sæsoner, over 200 kampe i Energy-trøjen, blev det tid for Andreas Grundtvig at prøve noget nyt i sin fortsatte ishockey karriere.
Da Andreas kom til Esbjerg som en ung spiller, var det med drømmen om at vinde guld. Selvom guldhjelmen aldrig kom i hus, er det med masser af stolthed og taknemmelighed, han nu ser tilbage på rejsen. "Det har været en god rejse med masser af oplevelser og gode minder, som man kan tage med videre," fortæller han. "Selvom det ikke blev til en guldhjelm, så har jeg stadig mødt nogle rigtig gode holdkammerater og haft mange store oplevelser her."
Et af de største højdepunkter i hans tid var deltagelsen i Champions Hockey League, og selvfølgelig finalepladsen i sidste sæson, som Andreas beskriver som noget helt særligt – både på isen og i hjertet. "Det var super fedt at være en del af, og ærgerligt, at vi ikke lige kunne tage den hele vejen.
Esbjerg i hjertet og venskaber for livet
Men det er ikke kun resultaterne, der står tilbage. Det første mål i Energy-trøjen, de tætte kampe og følelsen af at være en del af noget større, har sat dybe spor. Og netop det fællesskab – både på og uden for isen – fylder meget, når Andreas sætter ord på, hvad klubben har betydet for ham. "Jeg troede aldrig, jeg skulle blive en vestjyde, men jeg må erkende, at man er blevet integreret lidt. Esbjerg vil altid have en speciel plads i mit hjerte."
En udvikling på og uden for isen
Meget har ændret sig siden Andreas trådte ind i omklædningsrummet for første gang. Faciliteterne er blevet moderne, klubben er vokset organisatorisk, og det sportslige setup har udviklet sig markant. "Vi har styrkelokale ved omklædning, og vores faciliteter har fået et stor løft gennem tiden. Det er virkelig gået den rigtige vej."
Men udviklingen har også fundet sted i Andreas selv. Fra at være en ung spiller uden megen spilletid, har han med årene kæmpet sig op og fået en vigtig rolle i truppen. Det har krævet tålmodighed og hårdt arbejde – noget, han tager med sig videre. "Jeg har lært, hvad det kræver at kvalificere sig til en finale. Det starter allerede fra sommertræningen. Og jeg har lært, hvordan en god gruppe fungerer – det gør en kæmpe forskel."
At sige farvel er ikke let. Især ikke når man har spillet side om side med mange af de samme holdkammerater gennem flere år. Men det sker med et stort smil og en masse taknemmelighed over alt det, der har været. "Det er mærkeligt at forlade det hele, for det er jo her, man også gerne ville have vundet. Men jeg tager det hele med mig – venner for livet og oplevelser, jeg aldrig vil glemme."
Andreas sender her en videohilsen til Esbjerg Energys fans 🎤
Esbjerg Energy ønsker Andreas Grundtvig alt det bedste i sit næste kapitel.
Du kan finde Andreas’ karriere i tal på Elite Prospects