Odense trak søndag eftermiddag længste strå, da man sejrede med 3-4 efter overtid og straffeslag i Esbjerg. Odense har dermed taget otte af 18 mulige point mod vestjyderne i indeværende sæson. Sebastian Ehlers afgjorde på straffeslag for fynboerne, mens Esbjerg måtte se Kasper Krog udgå med en skade i anden periode.

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 3–4 (1-1, 1-2, 1-0, 0-0, 0-1) GWS

Med første hjemmekamp i små tre uger kunne Esbjerg søndag eftermiddag give hjemmebanedebut til den nyerhvervede back Jason DeSantis. DeSantis skulle, sammen med sine nye holdkammerater, krydse klinger med Odense for sidste gang i denne sæson.

Selvom fynboerne slutter sæsonen som Metal Ligaens absolutte bundprop, uanset hvad der måtte ske i de sidste 3-4 spillerunder, så har fynboerne om nogen formået at drille vestjyderne i denne sæson, hvor man har formået at tage seks af de 15 point der er blevet spillet om.

Paradoksalt nok, så er vestjydernes pointregnskab mod ligaens lige så suveræne tophold fra Aalborg næsten det samme, da Esbjerg kun har afgivet otte af 15 point mod Aalborg, i sæsonens hidtidige fem opgør. Ganske tankevækkende.

Til aftenens opgør måtte Esbjerg undvære Jonas Torbensen, mens Odense stillede med fuldt hold.

Målmandsduellen stod mellem Kasper Krog og Evan Cowley.

Forud for kampen blev Valdemar Ahlberg kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Underholdende åbningsperiode med høj intensitet

Hjemmeholdet fik en god start på kampen og var da også mest på pucken i de første minutter. Det var derfor ej heller den store overraskelse, at Esbjerg først havde held til at bringe sig på måltavlen. Ikke at målet var heldigt, for det var et ganske gennemspillet et af slagsen.

Nyerhvervede Jason DeSantis fandt således Niklas Andersen med en fin tværpasning, som Andersen sikkert smækkede op i fjerneste hjørne til 1-0. Der var spillet små fem minutter.

Efter scoringen overtog gæsterne mere af kampens initiativ. Og godt hjulpet på vej af et par vestjyske blundere, så kom man også nærmere en udligning.

Først sendte Esbjergs Simon Grønvaldt pucken lige på bladet til Odenses Cole Candella, der fik sendt et kvalificeret forsøg af sted mod Kasper Krog, der dog var på sin plads i målet. Det samme var Krog knap et halvt minut senere, da et nyt svigt i Esbjerg-defensiven gav Yannick Vedel en god mulighed.

Men netop som man havde rundet periodens halvvejsmærke kunne Krog ikke længere stå i mod, da Odense efter et pres fik udlignet til 1-1 ved Oliver True. Det havde ligget i luften.

Esbjerg overtog dog igen kampen primære momentum og i en fysisk præget første periode havde værterne også en glimrende intensitet i spillet.

Der blev dog ikke scoret yderligere i første periode, som gæsterne sluttede i overtal, efter at Esbjergs Jannik Christensen havde raget en udvisning til sig for en tripping i egen zone.

Odense med kontrol og overskud tidligt i anden periode

Det var et ukoncentreret og sløset Esbjerg-mandskab, der løb på isen til anden periode. Odense-spillerne var til gengæld ikke sene til at tage imod gaver fra den gavmilde vestjyske defensiv.

Efter et minuts penge var det Sebastian Ehlers, der fik alt for lidt opmærksomhed og alene med Krog let kunne have bragt gæsterne i front. Minuttet efter var det så Henry Hardarson, der fik chancen tæt under mål – men Krog tog igen fra for værterne.

Men da de defensive markeringer svigtede for tredje gang på tre minutter, ja så måtte også Krog kapitulere. Vojtech Komarek satte flot Mike Daugulis op og foran mål havde den garvede canadier rundt regnet en formiddag til at afdrible Krog og sende Odense i front med 1-2.

Gæsterne forblev i kontrol i periodens første ti minutter og det var da absolut heller ikke ufortjent, da Daniel Baastrup-Andersen øgede til 1-3 for Odense efter ni minutters spil.

Som man rundede periodens halvvejsmærke begyndte udvisningerne at sidde mere løst. Men trods et par powerplays til begge mandskaber, så blev der så godt som ingen chancer skabt.

Både Grayson Downing og Trevor Cheek sendte ganske vist pucken på stolpen. Men det var forsøg fra distancen, som ligeså vel kunne være kommet i fem mod fem-spillet.

Symptomatisk for kampen skulle der da også en individuel præstation af de større til, før Esbjerg igen kunne bringe sig på måltavlen. Zach Pochiro tog sagen i egen hånd, da han køligt satte et par Odense-spillere af, inden også Cowley overlegent blev passeret med et baghånds-vip op i nettaget til 2-3 i periodens sidste minut.

I forbindelse med scoringen fik Odenses Cole Candella raget en udvisning til sig og Esbjerg kunne rulle power play-formationerne ud. Her var en veloplagt Pochiro igen tæt på for vestjyderne, da han få sekunder før pausen sendte et brag af et slagskud på stolpen.

Men ikke flere scoringer i anden periode, hvor man ved Esbjerg kunne notere sig et keeper-skifte med 1:20 tilbage af perioden. Krog kom ud i en yderposition og så efterfølgende ud til at være hæmmet i sine bevægelser. Han kunne dog selv forlade isen, da Mathias Seldrup erstattede ham.

Niklas Andersen fremtvang overtid med power play-scoring

Tredje periode skulle vise sig, at blive et langt pres mod Odenses mål. Esbjerg vandt her skudstatistikken med hele 17-3 og man havde også godt med overtalsmuligheder, da gæsterne tog fire udvisninger i tredje periode.

Esbjerg fik endda kortvarigt chancen i fem mod tre, men lige lidt hjalp det for vestjyderne, der virkeligt trak spændingen langt ud.

Man skulle således frem til kun godt et minut før slutsignalet, før det skulle lykkedes for Esbjerg at udligne. Niklas Andersen blev helten i power play, da han hamrede sin anden scoring i kampen ind fra udkanten af slottet, i øvrigt efter forarbejde af Matt Pistilli.

Overtidsperioden kastede ikke det store af sig og kampen skulle dermed afgøres på straffeslag og her blev Sebastian Ehlers altså matchvinder for gæsterne.

Esbjerg fik dermed hverken det resultatmæssige eller spillemæssige ud af kampen, som man kunne have håbet på i den vestjyske lejr. Derimod fornyet optimisme hos fynboerne, der ser ud til at nyde at kunne spille frit.


Aalborg-powerplay afgjorde i Vojens LYNOPTAKT: Søndagens tre kampe i Metal Ligaen