Esbjerg Energy kunne desværre ikke trække nogen point med hjem fra Vojens. SønderjyskE vandt 2-0

Esbjerg Energy måtte fredag aften tage tilbage fra det sønderjyske med et 2-0 nederlag. Der er stadig masser af plads tilbage på Esbjergs holdopstilling, og i forhold til tirsdagens kamp var der endnu en tom linje, da Simon Grønvaldt ikke var kampklar.

Mathias Seldrup vogtede målet for Energy denne aften, og han skulle få masser at se til i en første periode, hvor hjemmeholdet lagde hårdt. Godt bakket op af en SE Arena i fredagsstemning var det værterne, der producerede de fleste chancer. Indtil videre ikke de helt store chancer, og med de fleste skud fra distancen og fra kanterne kunne Seldrup afværge. En enkelt stor chance tilfaldt dog også Esbjerg, da Jesse Mychan uset var lusket ind til bagerste stolpe. Niklas Andersen fik lagt pasningen, men Patrick Galbraith nåede at få lukket af i sidste øjeblik. Mod slutningen af perioden blev hjemmeholdet mere nærgående, og nu begyndte afslutningerne at komme fra de farlige positioner. 0-0 efter første periode, var derfor ikke noget dårligt udgangspunkt for Esbjerg Energy.

Esbjerg kom en hel del bedre med i anden periode, og fik også skabt flere gode muligheder, hvor kun den sidste skarphed manglede for at bringe Esbjerg i front. Hjemmeholdet kunne ikke holde tempoet fra første periode, og fik slet ikke skabt så mange store muligheder. Alligevel var det SønderjyskE, som sidst i perioden bragte sig i front da Mike Little udnyttede en esbjergensisk udvisning, og i tæt trafik sendte pucken ind bag Seldrup til 1-0.

Bare et halvt minut inde i tredje periode var det meget tæt på at blive 2-0, men med en flot redning holdt Seldrup Esbjerg inde i kampen. Herefter fulgte holdene chancemæssigt hinanden, nogle rigtig gode chancer endda, men med to velspillende målmænd stod der stadig 1-0 midtvejs i sidste periode. Esbjerg Energy fik en gylden mulighed for en udligning, da SønderjyskE inkasserede en udvisning, men Energy kunne ikke omsætte den. Her vil det utvivlsomt hjælpe, når hullerne på holdkortet atter bliver fyldt op efterhånden som de skadede spillere bliver klar igen. De mange medrejsende esbjergensiske tilskuere, der havde håbet på en udliging måtte i stedet se Mads Lund afgøre kampen tre minutter før tid, da han kom først på en løs puck i målfeltet, og gjorde det til slutresultatet 2-0.

Med nederlaget røg Esbjerg Energy udenfor top fire, og på tirsdag venter næste kamp, når Rungsted Seier Capital gæster Granly Hockey Arena. Der er kampstart kl. 19.00

Kampen i tal

SønderjyskE – Esbjerg Energy 2 – 0

35.53 1-0 Mike Little (Nigro) PP1

57.17 2-0 Mads Lund (Nigro og Lane)

Udvisninger:

SønderjyskE 2 x 2 min

Esbjerg Energy 3 x 2 min

Tilskuere: 3.617


Kampnoter: Rundt om SønderjyskE-Esbjerg Energy OPTAKT: SønderjyskE-Esbjerg Energy